Danmark øger militært bidrag i Afghanistan med 16 mand

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Danmark sender yderligere 16 mand afsted til den Nato-ledede mission i Afghanistan med navnet Resolute Support Mission.

Det står fast efter tirsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Dermed vil Danmark i alt have omkring 100 mand i Afghanistan. Desuden forlænger Danmark sin økonomiske støtte til de afghanske sikkerhedsstyrker.

Det betyder, at Danmark frem til 2020 hvert år sender omkring 100 millioner kroner til Afghanistan. Den nuværende støtte til Afghanistan stod til at udløbe i 2017.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) kalder missionen vigtig for Danmark.

- De afghanske sikkerhedsstyrker har, siden de overtog ansvaret for deres egen sikkerhed, været stærkt udfordret. Der er en stærk modstand fra Taliban, og vi er optaget af, at man ikke taber alt det, vi har vundet i Afghanistan.

- Derfor ønsker Nato at bidrage yderligere til den træning og assistance, der er til de afghanske styrker, siger Peter Christensen.

Det danske bidrag er fokuseret omkring rådgivning, støtte og træning af de afghanske sikkerhedsstyrker og er centreret omkring hovedstaden Kabul.

Enhedslisten vil have Danmark til at trække sig helt ud af Afghanistan. Det hjælper ikke længere at føre krig, siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.

- Dette er en af de længste danske krigsindsatser nogensinde, og vi står i en situation, hvor man trods en massiv krigsførelse har et Taliban, der sjældent har været så stærkt som nu.

- Så er det på tide at prøve noget nyt. Det er derfor, vi siger, at vi skal prøve den politiske løsning i stedet for en forfejlet krigsførelse, siger han.

Peter Christensen er lodret uenig.

- Afghanistan er i en fase, hvor de er i gang med at opbygge deres land og dermed alt deres infrastruktur. Hvis vi ikke assisterer, vil man meget hurtigt kunne få et tilbageslag, hvor Taliban vil tage kontrollen over store dele af Afghanistan, siger han.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) bakker sin ministerkollega op.

- Hvis vi laver et ekstra bidrag, og andre lande også laver et ekstra bidrag, så er det med til at skabe den stabilitet, der skal være. Afghanistan har klaret deres egen sikkerhed i løbet af 2016, og de er blevet testet af Taliban, men afghanerne har løst opgaven.

- Ved at vi nu understøtter noget mere og uddanner noget mere, kan vi også være med til at sørge for, at de afghanske sikkerhedsstyrker kan klare opgaven endnu bedre, siger Kristian Jensen.

/ritzau/