Danmark ønsker at fremme demokratiet i Zimbabwe

De mange uregelmæssigheder knyttet til valget har fået Danmark til at stoppe med den direkte bistand til Zimbabwes stat, men Danmark fortsætter med at støtte den zimbabwiske befolkning og de demokratiske reformbestræbelser i landet.

»Uregelmæssighederne ved valget får os ikke til at droppe udviklingsbistanden, men vi stopper den direkte bistand til statsinstitutionerne. I stedet giver vi penge til internationale og lokale organisationer, der blandt andet arbejder med kvinders og børns rettigheder og fremme af demokratiet. Vi truer ikke med at stoppe støtten, vi truer med at blive i Zimbabwe og bakke op om demokrati og menneskerettigheder,« siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i en pressemeddelelse.

Den zimbabwiske befolkning gik til valg sidst i juli, og selvom det til forskel fra valgene i 2002 og 2008 blev afholdt uden vold, var det alligevel plaget af uregelmæssigheder. Observatører fra både zimbabwiske og internationale organisationer har kritiseret valghandlingen for blandt andet forskelsbehandling af de politiske partier i medierne og i vælgernes adgang til valglisterne.

Den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ser også med stor bekymring på uregelmæssighederne i forbindelse med valget i Zimbabwe.

»De kommende måneder vil vise, om den nye regering vil videreføre en pragmatisk politik eller om Mugabe sætter den demokratiske reformdagsorden tilbage. Vi vil presse på for demokratiske reformer og sammen med vores EU-partnere vurdere det fremtidige engagement med Zimbabwe,« siger Villy Søvndal.

I starten af året blev et nyt treårigt bistandsprogram på 525 millioner kroner til Zimbabwe vedtaget, hvoraf den ene million blev afsat til statslig bistand. Pengene skulle have været gået til byggeri af to nye retsbygninger, men er altså nu blevet afsluttet.

De resterende 524 millioner bruges fortsat på at støtte demokrati og menneskerettigheder, ligesom Danmark også støtter infrastruktur og lokal landbrugsudvikling, der ikke er ejet af staten, og som skal forbedre levevilkårene for befolkningen.

Dagens Gossip