Danmark omlægger en del af udviklingsbistanden til Uganda

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Som reaktion på Ugandas nye anti-homolov, der blandt andet betyder, at homoseksuelle kan idømmes livsvarigt fængsel, omlægger Danmark en del af udviklingsbistanden til landet.

Det oplyser handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

- Jeg kan ikke kraftigt nok tage afstand fra loven og det signal, den ugandiske regering nu sender til ikke bare forfulgte minoritetsgrupper, men til hele verden.

- Jeg har derfor besluttet at omdirigere knap 50 millioner kroner af den danske udviklingsbistand væk fra programmer med den ugandiske regering og over til aktiviteter med den private sektor og civilsamfundsorganisationer, siger han.

For fremtiden er det planen, at alle danske støttekroner skal væk fra regeringsregi.

- Det er mit udgangspunkt at dirigere al fremtidig bistand uden om den ugandiske regering, så den fremover udelukkende går gennem internationale organisationer, den private sektor og civilsamfundet.

- Hvordan det konkret udmøntes afhænger af drøftelser med de øvrige donorer og internationale kolleger, hvor en koordineret indsats vil være mest kraftfuld, siger Mogens Jensen.

De 47 millioner kroner, der i første omgang omlægges fra dansk side, er ifølge ministeren det beløb, der kan arbejdes med på nuværende tidspunkt, uden at det vil få uhensigtsmæssige konsekvenser for Ugandas fattige.

Det betyder eksempelvis, at man fastholder eksisterende engagementer i konkrete vand- og vejprojekter, selv om de går gennem regeringen, oplyser han.

- Regeringens hetz mod de homoseksuelle skal ikke gå ud over de fattige ugandere, som vi allerede har forpligtet os overfor, og som har brug for rent drikkevand, siger Mogens Jensen.

Han er overbevist om, at omlægningen vil få en effekt.

- Jeg ved jo, hvor meget det betyder for Uganda og regeringen i landet, at de har adgang til de midler, som eksempelvis Danmark giver. Jeg er helt overbevist om, at det vil få en effekt på længere sigt.

- Nu og her er den måske ikke så stor. Men vi markerer i hvert fald klart og tydeligt, at vi ikke kan acceptere, at Uganda vedtager love, som strider direkte mod menneskerettighederne, siger han.

/ritzau/