Danmark ramt af hepatitisudbrud

Udbruddet skyldes ifølge Statens Serum Institut, at mindst 80 turister fra Danmark, Sverige, Norge og andre nordeuropæiske lande er vendt hjem fra ferier i Egypten med hepatitis A. I Danmark er syv personer, der har været i Egypten, blevet smittet siden årsskiftet, og det tages meget alvorligt.

»Vi arbejder intenst sammen med vores europæiske kolleger på at finde smittekilden,« siger læge Bolette Søborg fra Statens Serum Institut til Ugeskrift for Læger.

Myndighederne formoder, at smittekilden skal findes i fødevarer, da størstedelen af de smittede var på såkaldte all-inclusive ferier i Egypten.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder på nettet

De nye sager med ferierende danskere ramt af hepatitis A kommer i kølvandet på, at der i februar blev konstateret en uforklarlig stigning af antallet af danskere med hepatitis A, selvom de ikke havde været uden for landet.

På det tidspunkt var 25 smittet med leversygdommen, og undersøgelser påviste, at smittekilden stammer fra ikke-opvarmede frosne bær. Nu er mindst 49 danskere smittet efter at have spist de frosne bær.

»Der er tale om de første fødevarebårne hepatitis A-udbrud i Danmark. Et sådan er aldrig registreret tidligere, og vi tager det naturligvis meget alvorligt - faktisk langt mere end smitten med hepatitis A fra Egypten. For det handler om risikoopfattelse. Man burde som medborger vide, at man kan blive smittet med hepatitis A ude i verden, i eksempelvis Egypten, men ikke når man køber frosne bær i et dansk supermarked. Folk skal kunne føle sig trygge, når de køber fødevarer,« siger Bolette Søborg.

Symptomer på hepatitis A er dårlig appetit, kvalme, muskel- og ledsmerter og let feber. Senere ses gulfarvning af hud, slimhinde og det hvide i øjnene, kitfarvet afføring og mørkfarvet urin.

Dagens Gossip

Dagens TV