Danmark sætter fleksjob-rekord

Over 54.000 personer er i arbejde med offentlig støtte, fordi de har fået godkendt en varig nedsat arbejdsevne. Dermed kan de arbejde på nedsat tid med markant økonomisk støtte fra de offentlige kasser, skriver Agenda, Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev. Tæller man de ledige fleksjobbere med, vil regnestykket ende på over 70.000 personer. Et tal der nogenlunde svarer til indbyggertallet i Horsens.

Carsten Lunden, som er seniorkonsulent i videncentret CABI, som arbejder med beskæftigelse, mener, at udviklingen er positiv.

»Det har bestemt været muligt at etablere fleksjob på trods af finanskrisen, og sammenlignet med et ordinært arbejdsmarked, der har oplevet nedgang i samme periode, så har der været en god udvikling,« siger han til Agenda.

Foruden det faktum, at fleksjobberne udfylder jobfunktioner, der ikke er så ramt af krisen, skal en stor del af æren ifølge Carsten Lunden tilskrives virksomhederne, der fortsat udviser socialt ansvar.

»Mange virksomheder har traditionelt været positivt indstillet på at fastholde egne medarbejdere, der ikke længere var i stand til at virke for fuld kraft. Der er naturligvis også en række virksomheder, som har ansat personer, de ikke på samme måde kendte på forhånd, i et fleksjob,« siger han.

Fleksjobordningen slår dog også rekord på udgiftssiden. I år beregner regeringen, at ordningen kommer til at koste godt 11 milliarder kroner. Det er det samme som, hvad det koster at aflønne halvdelen af landets knap 50.000 folkeskolelærere.

Dagens Gossip

Dagens TV