Danmark: Saudi har stort ansvar i kampen mod Isil

Saudiarabiske privatpersoners finansiering af den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) var et stort emne på dagsordenen, da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) tirsdag mødtes med sin kollega i Saudi-Arabien, Saud al-Faisal.

Lidegaard er i denne uge i Mellemøsten, hvor han først besøgte Iran og så Saudi-Arabien for at tale om truslen fra IS, som Lidegaard selv kalder Isil (Den Islamiske Stat i Irak og Levanten), fordi de ikke har en stat, men derimod har besat et stykke land.

- Jeg spurgte, hvad Saudi-Arabien gjorde for at forhindre, at privatpersoner og organisationer bidrager til Isil, og jeg fik også en lang beskrivelse af, hvilke forskellige indsatser de laver for at stoppe det flow af penge.

- Jeg fik tilsagn om, at Saudi-Arabien vil fortsætte med at forfølge og straffe de personer, der giver penge, og forsøge at påvirke andre lande i regionen, siger Lidegaard, som derfor er fortrøstningsfuld, selvom han påpeger, at IS også får penge fra blandt andet olieproduktion.

Lidegaard siger, at mødet kun var begyndelsen. Det handler ifølge ministeren om, at koalitionen af lande mod IS, som blev startet ved Nato-topmødet fredag, skal vokse.

- Det skal ikke kun være en vestlig koalition, men en koalition som også strækker sig ind i den muslimske verden for at understrege, at ansvaret for at løse det her problem, også er de landes ansvar, siger han.

Saudi-Arabien skal altså bære et ansvar for at stoppe IS' vold, som blandt andet indebærer halshugninger af civile - en metode, som Lidegaard tidligere har kaldt barbarisk.

Saudi-Arabien halshugger dog også selv folk som dødsstraf.

- Udenrigspolitik ér paradokser. Vi kan ikke løse de her konflikter (i Syrien og Irak, red.) uden at have en dialog med Saudi-Arabien og Iran, for går de ikke ind i det her, så kan vi ikke stoppe Isil.

- Samtidig er vi nødt til at sige, hvad vi tænker i forhold til menneskerettigheder, og det gør vi også. Vi råber ikke ad Saudi-Arabien, men de er ikke i tvivl om, hvad vi mener om de her ting, siger han.

Torsdag er Saudi-Arabien vært for en række af Mellemøstens udenrigsministre samt den amerikanske John Kerry, hvor de skal tage de første skridt mod opbygningen af en koalition mod IS.

/ritzau/

Dagens Gossip