Danmark skal hjælpe med piratjagt ud for Nigeria

Skrevet af admin

05/02/2015

Mest læste i dag

Tidligere har den danske indsats mod pirateri været koncentreret om farvandene ud for Somalia. Men fra 2015 til 2018 kaster Danmark sig også ind i kampen mod pirateri ud for Nigeria i Guineabugten.

- Nu har vi de sidste tre år med stor succes gennemført en pirateri-indsats med mange komponenter. Det er lykkes os stort set at eliminerer pirateri ud for Somalia, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Ritzau.

- Til gengæld er der kommet mere pirateri ud for Guineabugten. Det er en lidt anden form for pirateri, hvor man prøver at score lasten og slår søfolkene ihjel. Der giver det god mening, at vi som stor søfartsnation går ind og bidrager.

Danmark har ifølge udenrigsministeren både en forpligtelse, men også en interesse i at hjælpe i kampen mod pirateri i Guineabugten.

- For en søfartsnation som Danmark er det afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at beskytte skibsfarten og de søfarende. Det drejer sig om sikkerhed, personlige omkostninger for involverede sømænd og bedre vilkår for søfarten.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn blev torsdag orienteret.

Foreløbig er indsatsen kun skitseret inden for en ramme, men det står klart, at der bliver tale om dansk hjælp til få stablet et mere effektivt retssystem på benene, ligesom man vil hjælpe maritimt.

- Det får en anden karakter, fordi de lande, der ligger op til, er stærkere, og derfor selv kan afpatruljere, oplyser udenrigsministeren.

Danmark kommer også til at sende personale ned for at træne og vejlede de lokale myndigheder. Det er endnu ikke besluttet, hvor i området dansk personel skal befinde sig.

Udenrigsministeriet oplyser, at hovedvægten af den danske indsats mod pirateri stadig vil være på at bekæmpe det ud for Somalia.

/ritzau/