Danmark skal reducere CO2-udledninger med 39 procent

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

Danmark skal reducere CO2-udledninger fra især landbrug, vejtransport, individuelt opvarmede boliger og affaldshåndtering med 39 procent frem til 2030.

Det foreslår EU-Kommissionen onsdag i et udspil, der beskriver, hvordan EU-landene skal nå deres del af målene i den internationale klimaaftale, som 195 lande vedtog på klimatopmødet i Paris i december sidste år.

Danmark er med en reduktion på 39 procent målt i forhold til 2005 et af de lande, der skal reducere allermest.

Kun Sverige og Luxembourg, der får et mål på 40 procent, skal reducere mere.

I den anden ende af skalaen slipper Bulgarien helt for nogen ny reduktion.

EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, siger, at EU har ambitiøse klimamål, men han er overbevist om, at medlemslandene kan nå dem gennem en fælles indsats.

- De bindende nationale mål, vi foreslår, er fair, fleksible og realistiske, siger Cañete.

EU-Kommissionen tilbyder således flere lande, herunder Danmark, ny fleksibilitet for at nå målene.

Blandt andet bliver der mulighed for at købe klimakvoter i EU's system for handel med CO2-udledninger og dermed slippe med færre reduktioner inden for landbrug og transport.

Op til to procentpoint af den danske reduktion kan findes på den måde.

Desuden kan yderligere op til fire procentpoint af den danske reduktion findes ved at binde CO2 i skove og enge og dermed undgå, at flere klimagasser udledes i atmosfæren.

Miguel Arias Cañete mener, at EU-Kommissionens forslag giver de rette incitamenter til at udløse investeringer inden for transport, landbrug, bygninger og affaldshåndtering.

- Med disse forslag viser vi, at vi har gjort vores hjemmearbejde, og at vi holder vores løfter, siger klimakommissæren.

EU-landene lovede på klimatopmødet at nedbringe deres CO2-udledninger med 40 procent i 2030 målt i forhold til niveauet i 1990.

Siden 2008 har EU haft et system for handel med CO2-kvoter mellem virksomheder, kraftværker og lande. Det er det såkaldte Emissions Trading System, ETS.

/ritzau/