Danmark skal stække svækket verdensstjerne ved EM

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Når håndboldlandsholdet i aften mod Tjekkiet skal forsøge at hente den tredje sejr ved EM og få maksimumpoint med til mellemrunden, så kræver det ikke mindst, at Danmark får sat verdensstjernen Filip Jicha ud af spillet.

Den 2,01 meter høje THW Kiel-spiller har scoret 12 gange i tjekkernes to første EM-kampe, der blot har givet et point.

Men verdens bedste håndboldspiller anno 2010 har brugt 30 forsøg på sine scoringer og har ikke virket overbevisende.

- Han er tydeligvis meget mere indspillet på Kiels hold end på Tjekkiets hold. Og så bruger modstanderne mange ressourcer på at stække ham, siger Danmarks landstræner, Ulrik Wilbek.

- Og så tror jeg også, Jicha føler, at der ligger et enormt ansvar på hans skuldre, tilføjer landstræneren.

René Toft Hansen er til daglig klubkammerat med 31-årige Filip Jicha i Kiel. Den danske forsvars- og stregspiller mener, at sæsonen i klubben har været hård for tjekken.

- Han har trukket et utroligt stort læs i Kiel i første halvdel af sæsonen, hvor vi har haft mange skader i bagkæden. Det kan betyde, at han er lidt slidt.

- Og så er det jo også svært for ham at komme ind på sådan et hold, hvor han er en kæmpe stjerne. Han ved, at han skal levere det bedste, for at de skal vinde.

- Hvis Tjekkiet kan følge med i en hel kamp, kan han afgøre den til deres fordel, siger René Toft Hansen.

Den danske forsvarschef mener, at hans hold skal presse Filip Jicha til at afslutte langt udefra, så de danske målmænd får bedst mulige betingelser for at afværge stjernens afslutninger.

- Hvis han føler sig lidt uretfærdigt behandlet, kan han godt finde på at slå op i banen og måske spille lidt for sig selv.

- Så er der to scenarier: Enten scorer han på alt, eller også begynder han at smide det væk for sit hold, siger René Toft Hansen.

Kampen mellem Danmark og Tjekkiet begynder klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen i Herning.

/ritzau/