Danmark: Stadig nej til EU-regler om bestyrelseskvinder

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Det er torsdag inden et ministermøde i Bruxelles stadig helt uklart, om EU nogensinde får regler for, hvordan store virksomheder får flere kvinder med i bestyrelsen.

Danmark er lodret imod regler og er del af et blokerende mindretal. For hjemme går det fint ad frivillighedens vej med at rekruttere flere erhvervskvinder til bestyrelseslokalerne, siger social- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) på vej til møde med sine EU-kolleger.

Kvindernes andel i bestyrelserne i de 1100 største danske virksomheder er vokset fra otte til 11 procent, siden Danmark fik egne regler.

EU barslede oprindelig med forslag om tvungne kvoter på 40 procent kvinder i bestyrelser.

- Den danske model virker rigtig godt, og vi kan allerede se progression (stigning, red.) i det første år. Vores ordning har fleksibilitet og respekterer ledelsesretten, og det er lige præcis det, der skal til for at få flere kvinder i bestyrelser, siger Manu Sareen.

Han henviser til, at et bredt flertal i Folketinget afviser EU-regler og har givet ham det mandat at fastholde modstanden. De danske regler forpligter bestyrelser til at arbejde henimod større lighed mellem kønnene, og de skal lave en plan og afrapportere.

Det italienske EU-formandskab har blødgjort det oprindelige udspil betydeligt. Det opererer ikke længere med tvungne EU-kvoter, men med en målsætning for, hvor mange kvinder bestyrelserne skal have.

Det er usikkert, hvordan Tyskland, som hidtil har været med til at blokere for fælles EU-regler, stiller sig nu. Tyskerne er på vej med nationale regler for kvindeandelen i virksomhedernes bestyrelser og flytter sig måske i spørgsmålet i EU.

- Sagen udvikler sig næsten time for time, og vi ved ikke, om det kommer til vedtagelse nu eller først om et halvt år, siger Sareen.

Skulle EU-landene vedtage direktivet med kvalificeret flertal, er det antagelig muligt for Danmark at påberåbe sig en undtagelsesbestemmelse. Den gælder for lande, som kan dokumentere fremskridt.

Danmark ligger ifølge en nylig opgørelse fra Eurostat, EU's statistiske kontor, pænt i sammenligning med øvrige EU-lande - nemlig på en syvendeplads når det gælder kønsbalancen i de helt store virksomheders bestyrelser.

Her er gennemsnittet i hele EU på 18,6 procent kvinder. I Danmark er tallet 23 procent, altså er næsten hvert fjerde bestyrelsesmedlem i de allertungeste selskaber i dag kvinde.

/ritzau/