Danmark støtter nyt klimacenter med 30 millioner kroner

»Overordnet er det her en rigtig god forretning for Danmark, hvis man kigger på hver eneste stilling, man får til København på sigt. Men det er et kompliceret regnestykke, for vi har jo i forvejen givet penge til etableringen af centret, og det ville vi have gjort uanset, om det var kommet til Danmark eller ej,« siger Christian Friis Bach til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge tal fra Udenrigsministeriet har Danmark planlagt at støtte CTCNs aktiviteter med 30 millioner kroner med begrundelsen, at »det er en vigtig del af regeringens politik at støtte klimateknologioverførsel til udviklingslandene«.

Danmark dækker desuden etableringsudgifterne - dog maksimalt med to millioner kroner - til flytteomkostninger og kontorinventar samt stiller gratis lokaler til rådighed i FN Byen til organisationerne, som selv betaler driftsomkostningerne, lyder det.

Ifølge regeringen arbejder man på, at FN-generalsekretærens initiativ »Bæredygtig Energy for Alle«, også bliver placeret i FN Byen, og det skal sammen med etableringen af CTCN styrke Danmarks position inden for grøn vækst og klimapolitik.

Beslutningen om at oprette centret, der skal høre under FNs miljøprogram, UNEP, skete under klimatopmødet i Cancun i 2010. UNEP har i forvejen koncentreret en stor del af sine energiaktiviteter på Risø Centret på DTU i Nordhavn og vil i første omgang beskæftige otte-ti mennesker, lyder det fra John Christensen, chef for UNEP, Risø Centret.

»Og så kan der blive tale om flere ansatte efterfølgende,« siger John Christensen og tilføjer, at Risø Centret for nyligt også fik selskab af det koreanske Global Green Growth Institute.

»Man forsøger at få flere institutioner ud i Nordhavn og samle nogle enheder i løbet af det næste års tid, så klima-området kan blive styrket,« forklarer han.

Ifølge Christian Friis Bach får centeret en vigtig rolle. Ikke bare på det globale plan, men også i forhold til dansk viden og danske virksomheder.

»Centret skal stå i spidsen for et globalt netværk, som skal sprede viden, information og ny klimateknologi til verdens fattige lande, og det er en fantastisk vigtig opgave, for vi løser kun klimaudfordringen, hvis alle får adgang til de nyeste solceller, den bedste vindmølle eller de mest tørkeresistente kornsorter. Det er en vigtig opgave, som vil synliggøre og profilere Danmark samt give en række muligheder for danske virksomheder,« siger ministeren.

Dagens Gossip