Danmark suveræn gruppevinder ved badminton-EM

Danmark er som ventet videre til kvartfinalerne ved EM i badminton for hold efter kun at have afgivet et enkelt sæt i de to gruppekampe mod henholdsvis Norge og Tyrkiet.

Begge kampe blev vundet 5-0, og kun torsdagens afsluttende damedouble mod tyrkerne måtte ud i tre sæt, efter at Line Damkjær Kruse og Natalia Koch Rohde tabte andet sæt 20-22.

Tidligere på dagen havde Viktor Axelsen vundet sin herresingle mod Murat Sen med cifrene 21-9, 21-17 efter blot 23 minutters spil.

I kvartfinalen møder Danmark vinderen af gruppe 8. Det bliver enten Tjekkiet eller Skotland. De to nationer mødes torsdag i en direkte duel om førstepladsen i gruppen.

Danmark har vundet hold-EM de seneste ni gange, det er blevet afholdt.

Denne gang må danskerne dog klare sig uden singleprofilerne Tine Baun og Jan Ø. Jørgensen, der begge har meldt afbud til mesterskaberne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip