Danmark taber Davis Cup-drama i Sverige

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Danmark må fortsat se langt efter den første Davis Cup-sejr over Sverige.

Weekendens nordiske tennisduel i Helsingborg endte som en stor dansk nedtur, og Danmark rykker ud fra det næstbedste lag, den såkaldte Europa/Afrika gruppe 1.

Martin Pedersen tabte den afsluttende singlekamp med 6-7, 6-7, 6-4, 4-6 til den 17-årige Elias Ymer, som fik sin Davis Cup-debut fredag.

Dermed formøblede Danmark det 2-0-forspring, som blev skabt via sejre til Martin Pedersen og Frederik Løchte Nielsen i fredagens singlekampe.

Efter svensk doublesejr lørdag tabte Frederik Løchte Nielsen 2-3 i sæt i den første singlekamp søndag.

Derfor skulle det hele afgøres i kampen mellem verdensranglistens nummer 1006, Martin Pedersen, og samme ranglistes nummer 801, Elias Ymer.

Første sæt endte uden servegennembrud, men i tiebreaken var Elias Ymer skarpest og vandt 7-3.

I andet sæt brød Martin Pedersen til 5-3, men den svenske teenager svarede omgående igen og tvang danskeren ud i en ny tiebreak.

Her havde danskeren sætbold, men igen snuppede Elias Ymer sættet, denne gang med 9-7, da danskeren sendte bolden i nettet.

Martin Pedersen var dog ikke mere ærgerlig, end at han indledte tredje sæt med at bryde Elias Ymers serv til 1-0.

Herefter holdt den stærkt servende dansker sin serv i resten af sættet, som han vandt 6-4.

Fjerde sæt lignede længe en gentagelse. Martin Pedersen brød omgående til 1-0 og havde senere flere sætbolde.

Men en veltimet returnering fra Elias Ymer gjorde stillingen til 5-5, og til sidst brød svenskeren igen.

Før weekendens opgør havde Danmark tabt seks gange til Sverige i Davis Cup-sammenhæng.

Senest i Brøndby Hallen i 1995, hvor det endte med en lige-ved-og-næsten-oplevelse for de danske spillere Kenneth Carlsen og Frederik Fetterlein.

Begge hev sejre hjem mod stjernerne Jonas Björkman og Stefan Edberg i de første singlekampe, men måtte i sidste ende se sig slået med et samlet 2-3-nederlag.

/ritzau/