Danmark taber ny VM-test på svensk is

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

Der er fortsat et stykke vej, før det danske ishockeylandshold kan erklæres helt klar og skærpet til VM i Hviderusland, der starter i næste måned.

Langfredag blev Sverige for anden gang på tre dage et nummer for store. Denne gang lød cifrene på 6-2 til svenskerne i en kamp, hvor det danske hold som ventet kom på hårdt arbejde.

Mads Christensen scorede begge danske mål og blev udnævnt til kampens bedste dansker efterfølgende.

Særligt i første periode i Malmö Arena var det tydeligt, at det danske hold stadig mangler et par træningsuger og mindst en håndfuld personaleforstærkninger for at være helt rustet til VM-udfordringen.

Danskerne blev i de første 20 minutter blæst omkuld af et svensk mandskab, der var mere aggressivt og hurtigere på skøjterne.

Kun den danske førstekæde med Morten Green, Mads Christensen og Morten Poulsen formåede i den periode at sætte "Trekronor" under pres.

Mads Christensen bragte danskerne i front efter fire minutter, da han i to forsøg sendte pucken i Sveriges mål efter Morten Poulsens forarbejde.

Men præcis som i onsdagens første kamp mellem de to nationer i Ängelholm lod svenskerne sig ikke slå ud af kurs af et dansk åbningsmål.

Sverige intensiverede tværtimod presset, og det siger noget om spillets fordeling, at hjemmeholdet vandt skudstatistikken i kampens første tredjedel med 24-5.

Fint målmandsspil af Simon Nielsen holdt dog scoringen nede på 2-1 til Sverige, og de samme cifre blev resultatet af anden periode.

Mads Christensen blev dobbelt målscorer, da Morten Green spillede ham fri til 2-4-reducering i det 35. minut.

Da svenskerne med to scoringer i tredje periode bragte sig på 6-2, koncentrerede de rød-hvide om at begrænse nederlaget. Kun to skudforsøg magtede danskerne i de sidste 20 minutter.

Inden VM skal Danmark spille endnu tre testkampe mod Hviderusland, og landstræner Jan Karlsson kan regne med markant forstærkning.

Erfarne folk som Daniel Nielsen, Morten Madsen, Julian Jakobsen og Nichlas Hardt har endnu ikke sluttet sig til VM-lejren, ligesom det er uklart, hvor mange spillere, der kommer hjem fra Nordamerika.

/ritzau/