Danmark tabte til Rusland med hævede hoveder

0-3 nederlaget mod Rusland var mere end godkendt og varsler godt for det kommende VM.

Det var første gang, de regerende verdensmestre gæstede Danmark med et A-landshold.VM-truppen er i den tredje VM-forberedelsessuge og bliver bedre og bedre, efterhånden som spillerne kommer hjem.

De senest ankomne, Julian Jakobsen og Daniel Nielsen fra Hamburg Freezers, Nichlas Hardt fra Jokerit og to gange Jesper Jensen fra henholdsvis Rögle og Karlskrona, var en saltvandsindsprøjtning.

Rögle-backen Jesper B. Jensen blev kåret som bedste danske spiller i hård konkurrence med bl.a. Julian Jakobsen, Morten Madsen, Morten Green og Patrick Galbraith.

Tempoet var højere end i kampene mod Finland, og en spiller som Morten Green havde løftet sig markant.

- Vi spillede godt i både offensiven og defensiven, og man kunne se på den russiske spillestil, at de havde respekt for os. Lidt ærgerligt, at et par fejl koster mål, siger Jesper B. Jensen.

- Kampen var en opmuntring efter OL-kikset i februar. Den har giver blod på tanden og styrket VM-optimismen.

Jesper B. Jensen bakkes op af kaptajnen Morten Green:

- Det var en kanonindsats. Vi skaber lige så mange chancer som dem, men har et problem med at få pucken det sidste stykke ind over stregen. Vi mangler et par målskytter.

Ligesom i Danmark er man i gang med finalen i Rusland, men ellers er russerne kommet med creme de la creme fra KHL med flere verdensmestre og tidligere NHL-spillere.

Det sætter den danske præstation i relief.En interessant kamp-i-kampen var en skud-på-stangen-duel i første periode.

Og dén vandt Danmark med to drøn på stængerne fra Morten Madsen og Stefan Lassen mod et enkelt russisk brag.

Selv om der var en pæn portion kvalificerede afslutninger, skulle man over halvvejs ind i kampen, inden der blev prikket hul.Patrick Galbraith blev overrumplet af et lynhurtigt håndledsskud fra Mikhail Glukhov.

Russerne skruede tempoet op i tredje periode og cementerede sejren med endnu et mål af Mikhail Glukhov og Alexander Pankov.

Andendagsgildet med russerne i dag i Rødovre Skøjte Arena tegner lovende og bliver Per Bäckmans fjerdesidste trin på VM-raketten inden premieren mod Canada 4. maj i Globen.

Til det evige spørgsmål om NHL-spillerne siger Julian Jakobsen:

- Om der kommer én, to eller tre hjem er ikke noget, vi tænker på.

Periodecifre Danmark - Rusland:

0-0 0-1 0-2

Dagens Gossip