Danmark tjener styrtende på betalingsbalancen

Der ryger væsentligt flere penge ind i den danske statskasse fra udlandet end den anden vej rundt. Overskuddet på betalingsbalancen over for udlandet var således på 4,7 milliarder kroner i januar, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er 1,1 milliarder kroner mindre end i december, men 2,0 milliarder kroner højere end i samme måned sidste år.

- Den danske betalingsbalance viser storform. Fra at have været dansk økonomis akilleshæl op igennem 70'erne og 80'erne er betalingsbalancen i dag en af Danmarks største økonomiske styrker.

Det siger Jacob Pedersen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Ifølge Jacob Pedersen har overskuddet dermed været på knap 100 milliarder kroner gennem det seneste år. Overskuddet har ligget på det niveau i de seneste to til tre år.

- Det svarer til omkring 200.000 kroner hvert minut året rundt, siger Jacob Pedersen.

Betalingsbalancen er dermed med til at holde et sikkerhedsnet ud under dansk økonomi.

- Uden overskuddene ville der være overhængende risiko for, at investorerne verden over ville se med langt større skepsis på dansk økonomi.

- Dermed ville renterne stige, og politikerne kunne blive tvunget til langt mere dramatiske indgreb for at rette op på økonomien, end vi har oplevet i de seneste år, siger Jacob Pedersen.

Han siger, at en del af forklaringen på de store overskud i de seneste år er store indtægter fra søtransport, hvor danskejede skibe sejler mange milliarder hjem hvert år. Desuden spiller olie- og gasindtægter fra Nordsøen en rolle.

- Disse to poster har stået for omtrent halvdelen af overskuddet i de seneste år, siger cheføkonomen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV