Danmark udbygger føringen som verdens klimaduks

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Endnu engang er Danmark helt i top, når det handler om at passe på klimaet og gøre mest for at mindske udslip af drivhusgasser.

En ny rapport viser således, at Danmark igen får en samlet førsteplads, når det gælder begrænsningen af CO2-udslip og satsningen på vedvarende energi, energieffektivisering og klimapolitik både nationalt og globalt.

- Evalueringen af landets politik er enestående, og det er lykkedes at forbedre scoren lidt i næsten alle kategorier i forhold til sidste år, lyder rosen i rapporten Climate Change Performance Index, der mandag offentliggøres på klimakonferencen COP19 i Warszawa.

Sidste år var Danmark også helt i front med 72,61 point ud af 100 mulige for sin samlede klimaindsats, men i år blev det til 75,23 point.

På andenpladsen ligger Storbritannien med en score på 69,66, mens Portugal er nummer tre med 68,38 point.

Rapporten er udarbejdet af miljøorganisationerne Climate Action Network Europe og German Watch med det formål at vise, hvad verdens lande gør for at mindske udledning af CO2, satse på vedvarende energi med videre.

- Climate Change Performance Index viser med al ønskelig tydelighed, at Danmark i disse år styrker sit globale lederskab inden for klima og bæredygtig energi, og det er virkelig en glædelig nyhed, siger Søren Dyck-Madsen, klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd.

I de syv år rapporterne er blevet lavet, har han været en af de danske eksperter, der har været med til at vurdere den politiske indsats - både nationalt og internationalt. Han er selv i Warszawa for at deltage i COP19.

- Det, at Danmark ligger nummer et igen, er en gave til den klima- og energipolitik, vi fører. Samtidig gavner det dansk erhvervsliv, fordi verdens lande bliver bekendte med vores politik og de danske produkter, siger Søren Dyck-Madsen.

Ifølge klimaeksperten er den danske indflydelse på klima- og energipolitikken i EU og på globalt niveau også med til at sikre den gode placering.

- Det er vigtigt, at vi har foregangslande, som kan vise verden, at det faktisk kan lade sig gøre at omstille til et klimavenligt energisystem og samtidig fastholde konkurrenceevnen, og her er Danmark et rigtig godt eksempel, siger han.

/ritzau/