Danmark vil fortsætte støtten til GGGI

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Regeringen vil fortsætte støtten til klimaorganisationen GGGI via en ny treårig bevilling på 90 millioner kroner, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

- Vi ønsker i regeringen fortsat at støtte GGGI, fordi arbejdet for at sikre bæredygtig vækst og undgå uoverskuelige klimaforandringer er vigtig for vores fremtid og klodens fattigste mennesker, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Støtten er dog betinget af, at oprydningen i organisationen fortsætter og "der er ikke tale om blankocheck", siger han.

- Fortsat dansk støtte vil blive betinget af, at den oprydning, der er godt i gang, fortsætter, at vi kan få positive revisionsrapporter, og at GGGI fortsat styrker økonomistyringsfunktionerne i de lande, hvor GGGI rådgiver de lokale regeringer.

- Og der vil naturligvis være en proces med offentlig høring, udviklingsfaglig vurdering og drøftelse i Folketinget, før den endelige beslutning træffes, siger Mogens Jensen.

Den danske støtte til GGGI har været til diskussion gennem længere tid.

Organisationen har været udskældt og samtidig været centrum i sagen om Venstres Lars Løkke Rasmussens dyre rejser på første klasse for organisationen, som han er formand for.

Det var samme rejseregler, der var medvirkende til, at De Radikales Christian Friis Bach trak sig som udviklingsminister sidste år.

/ritzau/