Danmark vil gerne tale EU-medlemskab med Tyrkiet

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Danmark støtter, at EU åbner to nye kapitler i forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag på et møde i Europaudvalget.

Udtalelserne kommer forud for et topmøde i Bruxelles torsdag og fredag, hvor EU og Tyrkiet vil forsøge at indgå en aftale, der forpligter Tyrkiet på at tage alle flygtninge og migranter tilbage fra de græske øer.

Til gengæld ønsker Tyrkiet genbosættelse af syriske flygtninge, flere penge fra EU, visum-fri adgang til EU-landene og en udvidelse af forhandlingerne om medlemskab med fem såkaldte kapitler.

Et land skal i alt opfylde 35 kapitler for at kunne blive medlem. I forvejen har EU åbnet 15 kapitler med Tyrkiet.

Vejen til medlemskab ser dog næsten umulig ud. I flere lande er der modstand mod at optage Tyrkiet, og Frankrig har taget forbehold mod at åbne en række af de resterende kapitler.

Samtidig har Cypern blokeret for at åbne alle de fem kapitler, som nu er på tale. EU-diplomatiet arbejder dog på højtryk for at finde en vej, så Cypern og Tyrkiet kan komme på talefod.

Ifølge en EU-kilde med indsigt i forhandlingerne har Tyrkiet overraskende lagt større vægt end ventet på at få fremdrift i forsøget på at opnå medlemskab.

Selv om Tyrkiet har krævet at få åbnet fem kapitler, så er forventningen dog, at de formentlig må nøjes med færre. Forud for topmødet ser Lars Løkke Rasmussen positivt på at åbne to specifikke kapitler:

- Vi støtter en åbning af særligt kapitel 23 og 24, der fokuserer på demokrati og fundamentale rettigheder, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Hvis man åbner de to kapitler, så får vi skabt en fast ramme, i hvilken vi kan drøfte de fundamentale spørgsmål om borgerrettigheder og pressefrihed. Det er der i den grad brug for at diskutere åbnet og kritisk med Tyrkiet, siger Løkke.

Han erkender, at det kan blive svært at finde en løsning, fordi Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, kræver væsentlige indrømmelser i striden om det delte Cypern, før han vil indgå en aftale med Tyrkiet.

EU's præsident, Donald Tusk, har samtidig gjort det klart, at han vil lytte til Cypern, og at EU-landets bekymringer går forud for indvendinger fra Tyrkiet, der ikke er medlem af EU.

- De cypriotiske bekymringer nyder en vis forståelse i EU-kredsen. Derfor skal der findes en løsning, som også Cypern kan se sig selv i, hvis der skal åbnes nye kapitler, siger Lars Løkke Rasmussen

På et pressemøde onsdag fastslog EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, at Tyrkiet bestemt ikke vil få en "fribillet" til medlemskab.

- Men processen frem mod medlemskab kan hjælpe Tyrkiet på vejen mod at respektere pressefrihed og menneskerettigheder, siger Frans Timmermans.

/ritzau/