Danmark vil have EU-møde om anholdt maldivisk leder

Danmark vil på et EU-møde onsdag drøfte anholdelsen af øgruppen Maldivernes tidligere præsident Muhammed Nasheed. Han blev søndag anholdt på anklager om terror, fordi han i 2012 som præsident fik tilbageholdt en dommer.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) før et møde i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn.

- De seneste år har vi desværre oplevet tiltagende eksempler på, at situationen i Maldiverne er ustabil. Den tidligere præsident Nasheed er blevet udsat for uberettiget fængsling og forfølgelse, siger Martin Lidegaard.

Danmark har bedt om at få Maldiverne på dagsordenen ved et EU-møde onsdag i en arbejdsgruppe med ansvar for Asien for at finde en fælles holdning, påpeger udenrigsministeren.

- Det er altid stærkere, når det er EU. Vi følger situationen tæt for kraftigst muligt at få Maldiverne til at overholde alle retsprincipper og hverken begå juridiske eller politiske overgreb, siger Martin Lidegaard.

Nasheed var menneskeretsaktivist, inden han blev præsident fra 2008 til 2012. Han ville have anført en demonstration på fredag. Han var den første demokratisk valgte leder for øgruppen i Det Indiske Ocean, men blev afsat, da hæren gjorde oprør.

Maldivernes nuværende præsident, Abdulla Yameen, kom i 2013 til magten ved et omstridt valg. Han er halvbroder til Maumoon Abdul Gayoom, som var Maldivernes præsident i 30 år, og blev beskyldt for at føre et autokratisk, selvrådigt styre.

Det øger ustabiliteten på øgruppen, at Nasheed er blevet arresteret, mener korrespondenter med kendskab til øgruppen.

Præsident Yameen har for nylig lagt afstand til sine tidligere allierede. Han fik anholdt sin forsvarsminister, som han beskyldte for at planlægge et statskup.

/ritzau/

Dagens Gossip