Danmark vil have mere FN-verdensarv

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Om kort tid bliver det afgjort, om Danmark kan få optaget nye steder på den prestigefyldte FN-liste over menneskehedens fælles verdensarv af kultur og natur.

På et møde i Bonn, som indledes søndag, stiller Danmark med to nye kandidater til den internationale Unesco-liste, der i forvejen rummer seks enestående lokaliteter i kongeriget: Kronborg, Roskilde Domkirke, Jelling-monumenterne, Vadehavet, Stevns Klint og Ilulissat Isfjord i Grønland.

I år indstiller Kulturstyrelsen brødremenighedsbyen Christiansfeld syd for Kolding og de såkaldte parforcejagtlandskaber i Nordsjælland til at komme med i det fornemme selskab.

FN-listen omfatter over 1000 bygningsværker, monumenter, kulturlandskaber eller rene naturområder over hele verden.

Desuden har Danmark sammen med Island, Norge, Letland og Tyskland en fælles indstilling om steder fra vikingetiden i Nordeuropa.

Men dette projekt har ikke nær så gode chancer for at blive FN-godkendt som de to rent danske, oplyser specialkonsulent Bolette Lehn Petersen i Kulturstyrelsen.

- Den tegner ikke så lyst, for det rådgivende organ for kultursager mener, at vikingelokaliteterne i nomineringen ikke til fulde dækker den historie, vi vil fortælle. De efterlyser flere steder, hvis det skal være den store fortælling om vikingerne - eller at ansøgningen måske deles op i flere mindre nomineringer, siger hun.

Christiansfeld er en af de første byer i Danmark, som er planlagt og systematisk bygget. Den er opkaldt efter Christian VII og blev grundlagt af trossamfundet herrnhuterne (Brødremenigheden) i 1773.

Hele bykernen er særdeles velbevaret, og de fleste af husene er opført mellem 1773 og 1800 efter en streng byplan, der afspejler kristne leveformer.

Parforcejagtlandskaberne i Nordsjælland udgøres af området omkring Dyrehaven ved Klampenborg og dele af Gribskov. Landskabet er planlagt efter Christian V's ønske om at kunne drive jagt fra hesteryg, hvor hjortevildt jages til udmattelse med hunde.

- Men det er selve landskabet, som er en kombination af kvadratnet og stjernenetsystem, der er nomineret, og ikke jagtformen, understreger Bolette Lehn Petersen.

Bonn-mødet slutter 8. juli.

/ritzau/