Danmark vil hjælpe syrisk opposition med retsvæsen

Det oplyser udenrigsminister Villy Søvndal (SF), som i øjeblikket er i Tyrkiet for blandt andet at drøfte emnet med centrale medlemmer af den syriske oppositionskoalition.

»Koalitionen har længe peget på, at manglen på lov og orden i de oppositionskontrollerede områder er en af de absolut største udfordringer. Jeg mødtes torsdag med koalitionens premierminister, Ahmed Tomeh, og med politichefen fra Aleppo, general Adib Shallaf. I møderne fik jeg bekræftet, at netop en indsats inden for sikkerhed og ordenshåndhævelse står øverst på ønskesedlen hos den syriske befolkning,« siger Villy Søvndal.

Han mener, at støtten til etablering af politi og retssektor i områderne omkring Aleppo vil bidrage til, at befolkningen kan føle sig mere tryg.

»Samtidig vil den danske støtte hjælpe de moderate kræfter frem og være med til at modvirke, at ekstremistiske grupper konsoliderer sig. Netop det nuværende sikkerhedsvakuum risikerer at give ekstremistiske grupper mere fodfæste,« siger udenrigsministeren.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) peger på, at de oppositionskontrollerede områder har hårdt brug for en stabiliseringsindsats, så syrerne kan få adgang til basale ydelser.

»Den danske støtte til politiet og retsvæsnet er en del af den bredere danske stabiliseringsindsats i de oppositionskontrollerede områder i Syrien, hvor vi også støtter projekter, der skal fremme menneskerettigheder, dialog og opbygning af administrativ og civil kapacitet. Den danske stabiliseringsindsats supplerer den i forvejen meget store humanitære støtte, som Danmark har leveret til den syriske befolkning,« siger Christian Friis Bach.

Den danske støtte skal blandt andet bidrage til etablering af et politiakademi i Aleppo og understøtte moderate aktører i retssektoren. Det sker i samarbejde med USA, Storbritannien og Canada.

Danmark har i 2012 og 2013 afsat i alt 553 millioner kroner til Syrien, heraf 458 millioner kroner til humanitær støtte, oplyser Udenrigsministeriet.

Dagens Gossip