Danmark vil ikke have asylansøgninger på distancen

Skrevet af admin

05/12/2013

Mest læste i dag

Justitsminister Morten Bødskov (S) tager godt imod EU-Kommissionens forslag til, hvordan EU bedst kan forhindre en gentagelse af flygtningekatastrofer som kæntringen ud for italienske Lampedusa i oktober.

Bødskov er forud for et møde med EU-kollegerne torsdag i Bruxelles dog stadig helt afvisende over for indenrigskommissær Cecilia Malmströms idé om at ændre asylsystemet, så man kan søge asyl, allerede inden man er rejst ind i EU.

Ifølge kommissæren skal det ske for at forhindre, at desperate flygtninge begiver sig ud på farlige rejser mod Europa.

- Nej, det er ikke noget, vi støtter. Hvis vi skal sikre bedre vilkår for behandling af flygtninge og asylansøgere, så skal vi gøre det via noget andet, som der også foreslås.

- Man kan styrke systemerne i de lande, hvor der kommer mange. Vi har gjort det i forhold til Grækenland, og vi gør det nu i forhold til Italien og andre sydeuropæiske lande. Det er den måde, jeg synes, vi skal håndtere det på, siger Bødskov.

Danmark har særlig fokus på at styrke indsatsen i flygtningenes nærområder - for eksempel Jordan og Libanon, så de har mindre grund til at rejse nordpå.

Men den danske justitsminister hæfter sig også ved, at kommissionens fempunktsplan lægger vægt på solidaritet mellem EU's medlemslande.

Det er relevant både for Danmark, der modtager en relativt stor andel af syriske flygtninge, og for lande med kyst ud til Middelhavet, hvor flygtningene ankommer.

- Vi er ikke tilhængere af, at man skal til at lave kvoteordninger fra dansk side. Men vi vil gerne være med til for eksempel at bruge EU fondsmidler til at hjælpe de lande, der får mange flygtninge og asylansøgere og sikre, at deres systemer kan kapere det, siger ministeren.

Allerede straks efter tragedien i oktober pressede Italien med opbakning fra en række andre EU-lande langs Middelhavet på for at få resten af EU til at hjælpe dem med at håndtere flygtningepresset på deres kyster.

Den rapport, kommissær Cecilia Malmström præsenterer for ministrene torsdag, baserer sig på anbefalinger fra den særlige task force, der blev nedsat ugen efter forliset.

/ritzau/