Danmark vil revolutionere den ukrainske energisektor

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Ukraine kæmper i øjeblikket med at gennemføre en række reformer, der skal geare landet til at indgå i et tættere samarbejde med EU og skabe grobund for økonomisk vækst.

Danmark er parat til at gå forrest med at hjælpe til at gennemføre en større reform af hele den ukrainske energisektor, hvilket udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har luftet for regeringen i Kijev under et besøg mandag og tirsdag.

- Jeg har foreslået, at Danmark tager et lead på energiområdet. Og gerne i samarbejde med EU og den ukrainske regering, og det blev heldigvis vel modtaget, siger Martin Lidegaard.

Ukraine er dybt afhængig af gas fra Rusland, og i den politiske krise mellem de to lande er Ukraine derfor meget sårbar.

En omlægning af den omfangsrige sektor vil i bund og grund betyde opbygning af et nyt og mere effektivt system hele vejen fra producent til forbruger, noget Danmark er kendt for at have ekspertise i - blandt andet via Energistyrelsen.

Et nyt system vil på sigt have indflydelse på en lang række områder, forudser Lidegaard. Han mener, at energisektoren "indeholder alle problemer og alle potentialer i Ukraine".

- Det handler om sikkerhedspolitik i forhold til Rusland. Det handler om vækst og beskæftigelse, fordi det er der, hvor vi lettest kan skabe private investeringer i energieffektivitet og nye energiformer.

- Det handler også om korruption, fordi meget korruption har ligget i energisektoren. Og det handler om decentralisering, fordi området har været meget centralt styret.

- Det er måske den af alle sektorer, det er vigtigst at reformere, og som giver flest umiddelbare gevinster, siger Martin Lidegaard.

Han ankom til Ukraine mandag og lagde ud med et møde med en delegation fra EU, der arbejder med energisektoren. Ifølge Ritzaus oplysninger arbejder man på at lave en stor energikonference i Kijev med deltagelse fra Danmark, EU og Ukraine.

I næste uge regner Lidegaard med at bringe sagen op med de relevante kommissærer i EU-Kommissionen.

Derudover skal den danske ambassade i Ukraine opnormeres med i alt to fagmedarbejdere.

/ritzau/