Danmark vil støtte Finland i dagpengesag

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

Det er ikke rimeligt, at man som EU-borger kan modtage dagpenge fra første arbejdsdag i Danmark. Derfor vil Danmark støtte Finland i en kommende sag ved EU-Domstolen.

Det vil være budskabet fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når hun tirsdag formiddag holder pressemøde, erfarer Ritzau.

Dermed kaster regeringen sig nu ind i opgøret med EU-Kommissionen for at bevare de danske dagpengeregler for EU-borgere.

EU-Kommissionen har annonceret, at den vil lægge sag an mod Finland, fordi de finske optjeningsregler for arbejdsløshedsdagpenge ifølge kommissionens opfattelse er i strid med EU-retten.

Den finske sag kan få stor betydning for Danmark, fordi Danmark har lignende regler, og dermed kan det få konsekvenser for de danske regler, hvis Finland taber en kommende sag.

På pressemødet tirsdag ventes Helle Thorning-Schmidt at slå fast, at når kommissionen anlægger sag, så vil Danmark intervenere. Det vil konkret sige, at Danmark vil komme med et indlæg til EU-Domstolen.

I indlægget vil Danmark støtte det finske ønske om at bevare de nuværende optjeningsprincipper.

Finland har ikke modtaget stævning endnu, men gør det formentlig inden længe.

/ritzau/