Danmark vil tage imod 1000 flygtninge fra EU's pulje

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Regeringen er klar til frivilligt at tage imod 1000 flygtninge af dem, som EU er i færd med at fordele. Det oplyser udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Da udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mandag rejste til Bruxelles var beskeden ellers, at Danmark vil tage præcis nul asylansøgere ud af de 160.000 personer, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bad EU-landene om at omfordele.

Danmarks retsforbehold i EU betød ifølge Inger Støjberg, at Danmark stod uden for fordelingen.

- I lyset af den helt ekstraordinære situation har vi i dag tilkendegivet, at regeringen vil tilbyde frivilligt at tage imod et begrænset antal asylansøgere på 1000 personer, siger Inger Støjberg torsdag på et pressemøde sammen med statsministeren.

/ritzau/