Danmark vil udvide strategisk aftale med Kina

Som det eneste land i Norden har Danmark siden 2008 haft en aftale om strategisk partnerskab med Kina. Sammen med en kraftigt stigende rejseaktivitet fra danske ministre og erhvervsledere har den på få år været med til at bane vejen for et eksporteventyr i Kina.

Nu er tiden kommet til at opgradere aftalen med nye områder, som vil binde Kina og Danmark tættere sammen. Og forhåbentlig skabe nye muligheder for danske virksomheder i verdens største vækstøkonomi.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som tirsdag lander i Beijing sammen med en stor delegation af danske virksomheder lige fra Arla og Danish Crown til Lego og Novozymes.

Her skal hun blandt andet mødes med Kinas premierminister Li Keqiang for at sætte nye mål for det strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark.

- Der er en sammenhæng mellem vores samarbejde med Kina og de job og den velstand, vi kan skabe i Danmark. Derfor har jeg gjort mig umage for, at vi møder kinesere på højt politisk niveau, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

- Måden man får markedsadgang på i Kina er ved at sikre, at der også er et godt politisk samarbejde. Og det har vi med Kina. Nu forsøger vi at få udbygget vores partnerskab og samarbejde om nye områder, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Partnerskabsaftalen blev indgået af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under et besøg i Kina i 2008. Aftalen fokuserede dengang blandt andet på samarbejde om klima, energi og miljø, forskning og innovation samt uddannelse.

Siden da er der sket en kraftig acceleration i det dansk-kinesiske samarbejde. Samhandlen har nu rundet en værdi på over 100 milliarder kroner, og udvekslingen er også øget kraftigt på det politiske niveau.

Inden for de sidste to år har 25 danske ministre besøgt Kina. Og på blot tre måneder fra maj til juni i år har Danmark haft 10 besøg på ministerniveau fra Kina.

Nu er den klare ambition for Danmark at få konsolideret den adgang, danske virksomheder inden for landbrug- og fødevare samt klima- og energiområdet har fået i Kina siden aftalen i 2008.

Samtidig skal aftalen gerne udvides med nye områder som arbejdsmarkedsforhold, intellektuelle ejendomsrettigheder, velfærdsteknologi og bekæmpelse af korruption.

Hvis det lykkes, vil Danmark komme ind i en indercirkel af udvalgte lande, som rådgiver Kina på mere følsomme politiske områder. Dermed vil der også blive lyttet mere til Danmark, når det gælder eksempelvis spørgsmålet om Tibet, mener Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmål: Giver det slet ikke nogen bitter eftersmag, at vi vil udvide samarbejdet med et land, som beskyldes for brud på menneskerettighederne?

- Ikke for mig. Jeg mener, at man må stille spørgsmålet: Hvordan kan vi gøre den største forskel?

- Danmark er et lille land, men vi har et historisk godt forhold til Kina. Det giver langt bedre mulighed for at drøfte sager, hvor man er uenig. Danmark ville ikke have mere indflydelse i Kina, hvis vi blev væk, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun vil både tage menneskerettigheder og Tibet op i sin samtale med den kinesiske premierminister.

/ritzau/

Dagens Gossip