Danmark vinder VM-sølv i holdløb

Skrevet af admin

27/02/2014

Mest læste i dag

Danmark tog sølvmedaljen i paradedisciplinen holdforfølgelsesløb ved VM i Cali i Colombia.

Lasse Norman, Alex Rasmussen, Rasmus Quaade og Casper Folsach måtte se sig besejret af storfavoritten Australien i finalen. Danskerne tog teten fra start, men blev passeret af australierne efter 2,5 kilometer.

Det virkede som om australierne havde et ekstra gear i forhold til kvalifikationen tidligere på dagen. De forsvarende verdensmestre havde også skiftet ud på en enkelt plads i forhold til kvalifikationen. Danskerne forsøgte at svare igen over et par omgange, men tempoet blev for højt.

Ikke desto mindre er sølvmedaljen en triumf for det baneprogram, som gerne skal kulminere ved OL i Rio i 2016 - og det er en forbedring på en plads i forhold til sidste års VM.

Australien og Storbritannien har domineret holdløbet i de seneste mange år ved VM og OL, men briterne skuffede med en ottendeplads i kvalifikationen. Kun da Danmark vandt VM i 2009 har et andet hold end Australien og Storbritannien vundet VM inden for de seneste 12 år.

Danskerne havde bedste tid i den indledende tidskørsel med 4.00,176. Her måtte australierne, som startede sidst, ud i en omstart og var næsten halvandet sekund langsommere end Danmark.

/ritzau/