Danmarks bedste maratonløber: Berørt af Boston-bomber

- Det var forfærdeligt. Lige nu er jeg først og fremmest meget berørt af det, der er sket. Der er mange mennesker, som løber, men alligevel er der et fællesskab mellem os. Det virker som om, det er meget gennemtænkt, når man har valgt at sprænge bomberne lige omkring fire timers-grænsen, hvor man ved, at der er mange mennesker.

Henrik Them, der med 2.16.06 sidste år i Frankfurt løb den bedste danske maraton-tid i de seneste 16 år, skal i den kommende weekend deltage i maratonløbet i Hamburg som hare.

- Men jeg vil ikke lade mig påvirke af attentatet i Boston. Jeg går ud fra, at man tager de forholdsregler, der er nødvendige. Jeg frygter ikke for min egen sikkerhed, jeg har nok at gøre med at koncentrere om at løbe hurtigt. Men hvis det er noget, der sker igen ved et andet, er det nok noget, som man vil begynde at overveje.

Formentlig er London Marathon, der ligeledes afvikles på søndag med måske det bedste felt, der nogensinde er samlet til et marathonløb, et endnu mere oplagt terrormål.

Mens Henrik Them kun løber som hare i Hamburg, satser han på at gennemføre løbet i København i maj måned.

- Her vil jeg gerne gøre en god figur, og forhåbentlig kan jeg vinde løbet, men det kommer helt an på, hvilke udenlandske løbere, der kommer. Hvis jeg er på vej til at sætte en ny personlig rekord, vil jeg løbe mig ud, men ellers vil jeg spare lidt på kræfterne til VM i Moskva, som er mit store mål i denne sæson.

Dagens Gossip