Danmarks dyreste designstol solgt for 1,4 millioner

Møbeldesigneren Flemming Lassens lænestol "Den trætte Mand" fra 1935 er mandag aften solgt for den nette sum af 1,42 millioner kroner på Bruun Rasmussens Kunstauktioner.

Den hidtidige auktionsrekord på et tilsvarende eksemplar af stolen lød på 620.000 kroner, som auktionshuset opnåede i december 2013.

- Der er tale om en sjælden overpolstret stol af Flemming Lassen – en af de mest fremadsynede danske møbelarkitekter, som formgav nogle af 1930’ernes ikoniske klassikere, siger Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for design hos Bruun Rasmussen,

- Mange har først lært hans formsprog at kende inden for det seneste år, hvor vi har solgt hans møbler for ekstremt høje priser. Med dagens hammerslag er der slået auktionsrekord – nu er "Den trætte Mand" Danmarks dyreste designstol, siger Kjelgaard i en pressemeddelelse.

Det var lidt af en overraskelse, at "Den trætte Mand" overhalede arkitektens anden stol "Flemmings stol" fra 1938, som auktionshuset havde forudset ville blive den dyreste af de to.

Sidstnævnte kom dog lige i hælene med et hammerslag på 900.000 kroner.

Flemming Lassens møbler er uhyre sjældne på auktionsmarkedet og fremstår i dag som ikoner inden for den del af modernismen, der kombinerer bløde organiske former med høj kvalitet og funktionalitet, oplyser Bruun Rasmussen.

De mest kendte klassikere er "Den trætte Mand", der er en lænestol overpolstret med lyst, brunt lammeskind, og "Husaren" fra 1935 - en lænestol overpolstret med hvidt lammeskind.

/ritzau/

Dagens Gossip