Danmarks fjerde rigeste løfter sløret for økonomien

Overskuddet er vokset fra 233 til 312 millioner kr., og egenkapitalen er vokset fra 981 millioner til knap 1,2 milliarder kr.

Det er de tørre tal i årsregnskabet 2012/13 fra den danske medico-virksomhed Coloplasts diskrete milliardærejer, Niels Peter Louis-Hansen, privat selskab, N.P. Louis-Hansen Aps.

Regnskabet, som netop er blevet offentliggjort i selskabsstyrelsens CVR-register, afslører samtidig sammen med en fondsbørsmeddelelse fra 2. september i år, at Niels Peter Louis-Hansen har udloddet et udbytte på knap 200 millioner kr. i form af aktier i Coloplast til sig selv.

Årsregnskabet, der er afsluttet ved udgangen af april i år, er reelt offentlighedens eneste vindue ind til familien Louis-Hansens milliardformue, der er vokset voldsomt de seneste fem år i takt med, at værdien af Coloplast-aktien er firdoblet, og Coloplast i dag Danmarks femte mest værdifulde børsselskab.

Familien Louis-Hansens formue blev for nylig i Berlingske Business Magasin opgjort til 23 milliarder kr. Det placerer familien på en fjerdeplads over Danmarks rigeste lige i hælene på Jysk-ejeren Lars Larsen, der endnu ikke har overladt sin formue til sine børn, men har lagt en plan for generationsskiftet.

Det ekstraordinære udbytte, som Niels Peter Louis-Hansen har trukket ud af sit selskab i år, går ikke til luksusforbrug, men er derimod et led i en tilsyneladende større overflytning af aktier fra N.P. Louis-Hansen ApS til Niels Peter Louis Hansen privat.

Sidste år købte Niels Peter Louis-Hansen således aktier til en værdi af 148 millioner kr. af sit anpartsselskab i forbindelse med en ekstraordinær udlodning af udbytte. Og 30. august i år, efter 2012/13-regnskabets afslutning, udlodede han igen på en ekstraordinær generalforsamling knap 200 millioner kr. i udbytte i form af andre aktiver end kontakter. Det blev fulgt op af en fondsbørsmeddelelse fra Coloplast den 2. september, hvoraf det fremgår at Niels Peter Louis-Hansen har købt aktier til en handelsværdi af godt 200 millioner kr. fra sit eget selskab.

Det har ikke været muligt for Berlingske Business, at komme i kontakt med Niels Peter Louis-Hansen i forbindelse med denne artikel for at få en forklaring på transaktionerne, men da Dagbladet Børsen i december sidste år fik ham i tale om overflytningen af aktier for 148 millioner kr., ønskede Louis-Hansen ikke at svare på, om det var led i et begyndende generationsskifte med hans datter.

Niels Peter Louis-Hansen, der senere på måneden fylder 66, understregede til gengæld over for Børsen, at han ikke har planer om at gå på pension, og at familien agter at bevare kontrollen med Coloplast fremover.

Til sammen ejer familien Louis-Hansen 44 pct. og kontrollerer næsten 70 pct. af stemmerne i Coloplast, der har fået succes med at fremstille intime hygiejneprodukter, som stomiposer, katetre og plastre til kronisk sårpleje. Niels Peter Louis-Hansen ejer hovedparten af aktierne, dels via en stor privat aktiepost, dels via familiefonden Aage og Johanne Louis-Hansen Fond og dels via N.P. Louis-Hansen. Den præcise fordeling af aktierne kendes imidlertid ikke. Hans søster Benedicte Find ejer også aktier i selskabet.

Coloplast blev stiftet i 1957 af Niels Peter Louis-Hansen og Benedicte Finds far, Aage Louis-Hansen, der kom fra en håndværkerfamilie på Midtsjælland. I 1966 døde Aage Louis-Hansen, og hans hustru Johanne Louis-Hansen drev virksomheden videre, indtil begyndelsen af 1970’erne, hvor hun flyttede til et gods ved Randers, som hun drev i næsten 30 år.

Niels Peter Louis-Hansen blev som 21-årig, i 1968, medlem af Coloplasts bestyrelse, hvor han i dag er næstformand, og det var blandt andet hans fortjeneste, at Coloplast blev børsnoteret i 1983.

Udover aktierne i Coloplast ejer Niels Peter Louis-Hansen 14 pct. af aktierne i den børsnoterede medico-virksomheden Ambu og knap halvdelen af aktierne i det lille affaldshåndteringsfirma Grønnes Miljø i Greve. Han ejer også det godt, Tustrup Gods ved Randers, som hans mor drev frem til sin død i 2008.

 

Dagens Gossip