Danmarks første 7-personers hybridtaxi

Første skridt er netop taget, da han som den første vognmand i Danmark har købt en 7-personers hybridtaxi, der kører på en kombination af el og benzin.

Det er kun få dage siden, at Kim Marstrand satte sig bag rattet i sin nye hybridbil Toyota Prius+ med tre sæderækker og plads til hele 7 personer. Og taxivognmanden fra Roskilde er allerede glædeligt overrasket. Prius+ holder nemlig mere, end den lover.

- Bilen kører meget længere på literen, end jeg blev lovet af forhandleren. I brochuren står der, at den i gennemsnit kører 25 km/l, men jeg har holdt et gennemsnit på over 30 km/l. Forleden da jeg kørte i København, lå jeg på hele 34 km/l. Det er meget imponerende, siger Kim Marstrand.

- Jeg kører mange tusinde kilometer hver måned og føler, at jeg har et ansvar for at gå forrest og gennem en hybridbil at vise, at vi skal passe på miljøet. Jeg er selv lystfisker og værner meget om naturen. Det er vigtigt, at vi tænker på vores efterfølgere. Derfor kører jeg grønt nu, siger Kim Marstrand.

Valget på Toyotas største skud på hybridstammen – verdens første 7-personers hybridbil Toyota Prius+ – var let for den sjællandske vognmand. Han søgte nemlig en rummelig bil, som påvirker miljøet mindst mulig.

Kim Marstrand er den første taxivognmand i Danmark, der sætter sig bag rattet på Prius+ som hyrevogn, og han føler sig lidt speciel af samme grund.

- Mine kunder har alle været meget interesserede i at høre, hvad det er for en bil, og lægger som noget af det første også mærke til, når bilen triller lydløst af sted på ren el. Så er der nogle af kollegerne, der kigger med et overbærende smil, når jeg kommer kørende. Men det er mig, der har det bredeste smil af alle på vej hen mod banken, siger Kim Marstrand.

Allerede efter få dage erfarede vognmanden nemlig, at brændstofbesparelsen var markant i forhold til hans tidligere biler. Første gang han tankede var efter fire dage med over 900 km på kilometertælleren, og så kostede en fuld tank under 500 kroner.

- Jeg glæder mig rigtig meget til på sigt at se, hvor meget jeg sparer bare på brændstof, slutter Kim Marstrand.

Dagens Gossip