Danmarks første kommercielle gasstation bygges i Fredericia

Fredericias nye bybusser skal køre på naturgas og på sigt CO2-neutral bionaturgas. Fredericia Kommune har fået fem millioner kroner til at udbrede brugen af bio- og naturgas i transportsektoren og den første kommercielle gasstation bygges i Fredericia.

Bionaturgas Danmark A/S er valgt som leverandør af både gas og fyldestation til byens nye gasbusser. Anlægget placeres på Vejlevej i forlængelse af den nuværende busgarage og kan fra sommeren i år servicere de ni nye gasdrevne bybusser og kommende lastbiler på gas. Gastankstationen vil derudover blive offentlig tilgængelig for andre gasbilejere.

I forvejen driver Bionaturgas Danmark landets første offentlige gastankstation, som er placeret ved selskabets hovedsæde på Ørbækvej i Odense. I Fredericia glæder man sig over etableringen af gasstationen til byens busser – den første af sin art i Danmark og et vigtigt led i at realisere en mere miljørigtig kollektiv transport:

- Med de nye busser reducerer vi CO2-udledningen i Fredericia by svarende til 25 procent pr. bus. Vi har derfor naturligvis også en klar ambition om at få alle kommunens busser og lastbiler konverteret til gas og på den måde sikre et grønnere miljø for Fredericias borgere. Vi sætter allerede nu gang i etableringen af tankanlægget, så vi er helt køreklar, når vi når sommer, siger John Bader, formand for Miljøudvalget i Fredericia Kommune.

Gastankanlægget vil efter planen stå klar til den kommende sommer.

Dagens Gossip