Danmarks forsvarskæmpe vil have førstepladsen

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Danmark kan selv afgøre, på hvilken af de tre øverste pladser holdet skal slutte i den indledende VM-gruppe.

Det har allerede åbnet for spekulationer, hvad der vil give det bedste program i knald-eller-fald-kampene, der venter. Men det er der ingen grund til, mener danskernes forsvarskæmpe Pernille Holmsgaard.

- Vi går benhårdt efter at vinde og dermed få førstepladsen. En tomålssejr over Brasilien er nok, og det skal vi gøre. Det kan vi også, siger Pernille Holmsgaard.

En sejr på to eller flere mål vil udløse førstepladsen. En sejr på et enkelt mål betyder en andenplads, mens Danmark slutter treer i tilfælde af uafgjort eller nederlag mod Brasilien.

Danmark har vundet 11 gange ud af 14 mod sydamerikanerne, og seneste møde - ved VM for fire år siden - endte med en klar dansk sejr.

Der er dog sket ting og sager med det brasilianske hold siden, og det må nu regnes blandt den brede gruppe af topnationer i international håndbold.

- De har slået Serbien i denne kulisse, og det er flot er dem, så vi skal virkelig have respekt for dem, og det bliver også meget svært, siger Holmsgaard.

Hun var onsdag aften en del af et meget velfungerende dansk forsvar, der frustrerede serberne i store perioder af kampen.

Desværre rakte det ikke helt til sejren.

- De scorede 23 mål, og det kan vi være godt tilfredse med. Det er mere i den anden ende, vi har noget, vi skal arbejde med, siger Pernille Holmsgaard.

Sammen med resten af holdet har hun torsdag en hviledag, hvor træningen er aflyst, så alle kan komme til kræfter, inden Brasilien altså venter fredag aften.

/ritzau/