Danmarks Idrætsforbund belønner dansk sprinterkomet

Med tiden 10,37 satte den kun 15 år gamle Kristoffer Hari europæisk rekord i sin årgang på 100 meter-løb, da han i weekenden vandt Jugendgala i den tyske by Schweinfurt.

Og der er mere at juble af for den danske hurtigløber.

Han er nemlig blevet udråbt som ham, der skal bære Dannebrog, når der er åbningsceremoni ved det europæiske ungdoms-OL, som afholdes i Utrecht i Holland fra den 14. til den 19. juli.

- Det er en kæmpe ære at skulle gå rundt på stadion med Dannebrog. Det bliver en stor oplevelse, siger Kristoffer Hari i en pressemeddelelse.

- Jeg har forbedret mig meget i år og også mere, end jeg havde forventet. Jeg er overvældet over, hvor godt det er gået, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vinde guld på både 100- og 200-meter-distancen, fortsætter Hari.

Danmarks Idrætsforbund har udtaget 36 af de bedste danske, unge idrætsudøvere til ungdoms-OL.

Dagens Gossip