Danmarks Indsamling: 87 millioner går til verdens børn

12 konkrete projekter får gavn af de mange millioner, der lørdag aften blev samlet ind under TV-showet Danmarks Indsamling.

Helt konkret blev der indsamlet 87.414.404 kroner ind til projekterne, der går under temaet "Når mor mangler".

Projekterne i 12 forskellige lande er fordelt over tre kontinenter og vil blandt andet forebygge hiv og aids blandt kvinder, bekæmpe dødeligheden i forbindelse med graviditet og fødsler og hjælpe forældreløse børn.

- Lige fra hardcore medicinsk hjælp under fødsler i Afghanistan, over indsatser, der skal forhindre farlige teenagegraviditeter i Guatemala, til projektet, som skal hjælpe forældreløse børn i Zambia, hvor mere end en million børn har mistet en forælder, siger Karin Aaen, der er talsmand for indsamlingen og kommunikationschef hos Unicef Danmark.

Da værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved midnatstid takkede af fra Flyvestation Værløse, havde danskerne overgået sidste års indsamling. Sidste år gik 76 millioner kroner til 12 projekter i Afrika.

- Så det er faktisk 11 millioner kroner mere end sidste år, og det er vi simpelthen så glade og taknemmelige for.

- Der er ingen tvivl om, at et stærkt tema, som folk kan relatere til, også bidrager til det gode resultat, siger Karin Aaen.

Danmarks Indsamling slog rekord i 2010 med 130 millioner kroner, der gik til to formål: Jordskælvsofrene i Haiti og til en langsigtet udvikling, der støtter Afrikas kvinder.

Danskerne har, siden den landsdækkende indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, bidraget med mere end 500 millioner kroner, der har hjulpet mere end fem millioner mennesker, oplyser Danmarks Indsamling.

/ritzau/

Dagens Gossip