Danmarks Indsamling flytter ud i landet

Skrevet af Elo Christoffersen

10/10/2012

Dagens topnyheder

 

Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling. Siden 2007 har danskerne samlet næsten 500 mio. kroner ind til udviklingsprojekter i Afrika. Og nu rykker indsamlingsaktiviteterne for alvor ud i landet. Danmark er nemlig blevet inddelt i fire landsdele – Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Østdanmark – som skal kæmpe med og mod hinanden om at samle mest ind og tilsammen gøre en stor forskel i Afrika.   - Almindelige danskere, virksomheder og skoler gør hvert år en enorm indsats for at samle penge ind til Danmarks Indsamling. Det at gøre noget for andre vil vi gerne brede endnu længere ud. Hele Danmarks Indsamling rykker nu endnu tættere på, forklarer Line Grove Hermansen, der er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i SOS-Børnebyerne.   Allerede nu er der kog i idégryderne over hele landet. I januar bliver der skruet op for indsamlings-aktiviteterne, og det store indsamlingsshow på DR1 den 8. februar 2013 bliver med livesending fra Aalborg, Horsens, Odense og Roskilde, der fungerer som værtsbyer for de fire landsdele.   Det nytter at hjælpe   I seks år har danskerne gennem Danmarks Indsamling bidraget til at give børn og voksne i Afrika et mere værdigt liv. AIDS-ramte har fået medicin, forældreløse og udsatte har fået et hjem, spædbørn er blevet vaccineret, børn har fået nye skoler, unge har fået en uddannelse og flygtninge er hjulpet til en mere tryg tilværelse.   De fire landsdele ruster sig til kamp   De fire landsdele er alle klar til at tage udfordringen op.   Ernst Trillingsgaard, der er direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, fortæller, at Aalborg og Nordjylland er klar til både at lave en underholdende folkefest i Gigantium den 8. februar, samtidig med at landsdelen sætter alle sejl til for i samarbejde at skabe det bedste indsamlingsresultat af de fire landsdele.   - Vi har sat alle sejl til og indkaldt hele mandskabet, for med vores vestenvind og evne til at sætte storsejl, så kommer det til at gå stærkt i konkurrencen. Og vi glæder os over at kunne være med til at understøtte det flotte og mangeårige arbejde, der ligger i Danmarks Indsamling, og de flotte resultater, der skabes til fordel for en masse børn og voksne i Afrika, hvor vores hjælp er nødvendig for at skabe netop fremdrift for kontinentet, siger Ernst Trillingsgaard, der er tovholder på Nordjyllands bidrag i samarbejde med Region Nordjylland og Event Aalborg.   I Horsens Kommune forsikrer borgmester Peter Sørensen, at den midtjyske landsdel vil sætte turbo på for at nå et rekordstort indsamlingsbeløb.   - Siden 2007 er der indsamlet knap en halv milliard kroner, så der er noget at leve op til. At Horsens er blevet værtsby for Danmarks Indsamling 2013 gør mig selvfølgelig glad og stolt, men det vil gøre mig endnu mere stolt, hvis vi i den midtjyske landsdel kan blive blandt de bedste til at samle ind. Vi vil sætte alle kræfter ind for at få hele vores landsdel aktiveret og motiveret i den gode sags tjeneste.   I Odense er man også klar, for selvom formålet er alvorligt, må det godt være sjovt at samle ind, påpeger Odense Kommunes borgmester, Anker Boye.   - Jeg håber da, at fynboer, syd- og sønderjyder smøger ærmerne op og melder klar til kamp, udtaler han.   Direktøren for Odense Sport & Event, Thomas Christensen, fortæller, at Odense Sport & Event vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at fylde Stadium Arena Fyn til Danmarks Indsamling.   - Sammenhold gør stærk, og i den syddanske region er samarbejde helt afgørende for, at vi kan hævde os på landsplan. Danmarks Indsamling er den perfekte lejlighed til at vise, hvor langt vi allerede er kommet – og at vi kan matche og overgå de andre, hvis vi vil. Vi tror på, at regionen kan gøre en markant forskel for indsamlingen, og det glæder vi os til.   I Roskilde er byen gået sammen med Roskilde Festival og Roskilde Domkirke om at skabe rammerne for en kæmpe folkefest, der repræsenterer hele Østdanmark.   - Roskilde er en innovativ by med socialt engagerede og idérige borgere, så jeg er sikker på, at vi med Roskilde Festivals frivillige og deres erfaringer med humanitært arbejde og kreative fester i ryggen kan give de andre landsdele kamp til stregen i både gavmildhed og idérighed, siger Joy Mogensen, Roskilde Kommunes borgmester.   Foto: Jonatan Jerichow.