Danmarks kokkekandidat til Bocuse d'Or er fundet

Det bliver den 23-årige kok Morten Falk fra restaurant Kadeau i København, der skal repræsentere Danmark ved de europæiske Bocuse d'Or-mesterskaber for kokke i Budapest i Ungarn næste år.

Den danske kandidat blev fundet ved en kåring i Bella Center tirsdag eftermiddag, hvor fire danske kokke kæmpede om at lave den bedste mad.

Kokkene skulle lave en forret med torsk og østers og en hovedret med gris. Retterne blev smagt og bedømt af 10 dommere, og blandt dommerne var kokken Rasmus Kofoed, som selv tre gange tidligere har repræsenteret Danmark i konkurrencen.

- Morten viste stor kreativitet, og det er tydeligt, at han er god til smag. Det var nogle overbevisende retter, så jeg er ikke i tvivl om, at han kan gøre sig bemærket i international sammenhæng, siger Rasmus Kofoed om den danske kandidat.

Ud over at Morten Falk i dag kvalificerede sig til den europæiske Bocuse d'Or-konkurrence, fik han overrakt en check på 10.000 kroner ved kåringen.

Om kåringen siger Morten Falk selv:

- Jeg er utrolig glad for at skulle repræsentere Danmark ved de kommende konkurrencer, og jeg er til fulde klar over det pres, der hviler på mine skuldre.

Allerede sidste år demonstrerede Morten Falk sine kulinariske evner, da han blev kåret til Årets Kok i Danmark i 2014.

Ved konkurrencen i Budapest i 2016 skal de bedste europæiske kokke findes.

De kokke, der går videre fra konkurrencen i 2016, skal kæmpe mod kokke fra hele verden i Bocuse d'Ors uofficielle kokke-VM i 2017.

Bocuse d'Ors VM for kokke bliver afholdt hvert andet år i Lyon i Frankrig. Konkurrencen fandt sted første gang i 1987 og er opkaldt efter den franske køkkenchef Paul Bocuse.

I 2011 vandt kokken Rasmus Kofoed guld, da han repræsenterede Danmark i konkurrencen. Danmark har flere gange de sidste ti år haft en kok på podiet ved de prestigefulde verdensmesterskaber i kokkekunst.

/ritzau/

Dagens Gossip