Danmarks Radio fyrer 38

DR har tirsdag meddelt 38 medarbejdere, at de står foran en afskedigelse. Hovedparten af afskedigelserne er en del af den plan for effektivisering af DRs teknologi og produktion, som blev meldt ud den 16. november.

Afskedigelserne finder hovedsageligt sted inden for teknologi og produktion. DR har efter et større analysearbejde vedtaget en plan for, hvordan DR kan blive bedre til at udnytte de teknologiske muligheder og ressourcerne.

Som en del af beslutningen nedlagde DR en direktørstilling og varslede samtidig en række afskedigelser.

- Det er hårdt at være i en situation, hvor vi skal afskedige medarbejdere. Men hvis DR fortsat skal sikre en konkurrencedygtig teknologi og produktion, skal vi styrke effektiviteten, siger Elisabeth Geday, DR's direktør for Kommunikation og HR.

Man har hos DR arbejdet til det sidste for at finde andre løsninger, for eksempel fratrædelsesordninger og omplaceringer.

- Jeg er trods alt godt tilfreds med, at vi har kunnet begrænse antallet af planlagte afskedigelser i forhold til det, vi forventede i november, siger Elisabeth Geday.

/ritzau/

 

Dagens Gossip