Danmarks rigeste har bygget formue op fra bunden

Toppen af listen over Danmarks rigeste er igen i år domineret af de bundsolide danske familievirksomheder, som har tjent kæmpeformuer på Lego, Bestseller, Danfoss, Coloplast og Ecco.

Mest opsigtsvækkende i år er dog, at 61 af de danskere, der har flest penge på kontoen, selv har skabt deres personlige formue ved at bygge virksomheder op fra bunden.

13 af de nyankomne på Berlingske Business Magasins eksklusive liste over Danmarks 100 rigeste er iværksættere, som har vokset sig store. Det er Lennart Lajboschitz med butikskæden Tiger, det er Nina og Hans Rye fra tøjkæden Masai, det er Svend Møller Hansen fra stålvirksomheden DS Gruppen, og så har to fiskere ligeledes fundet vej til listen.

Læs også: To fiskere drøner ind på listen over Danmarks rigeste

De, der i år er en del af det fine selskab, besidder særlige evner, vurderer en række eksperter i dansk erhvervsliv.

»De seneste år er der sket en klar fragmentering mellem de internationalt orienterede vindervirksomheder og de nationalt stagnerende virksomheder. Det, man ser her, er personer, der har grebet globaliseringens muligheder,« siger Martin Jes Iversen, der er associeret professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

Torben Bager, der er professor og direktør for IDEA Entrepreneurship Center, peger på, at kriser har en evne til at rense ud, og de, der står tilbage, kan noget helt særligt, når det gælder om at drive virksomhed:

»Krisen tager de svage, og de, der står tilbage, er alt andet lige sundere. For at klare sig godt gennem en hård krise kræver det, at man kan mestre flere ting på én gang. Det kræver omstilling, effektivisering og større fokus på innovation – og det skal gå stærkt. Det er kun få, der kan klare det, og derfor er det kun de bedste, der står tilbage på den anden side af krisen«.

For få år siden var en lang række personer inden for bygge- og ejendomssektoren at finde blandt landets rigeste. Dem er der nu luget grundigt ud i. Erhvervshistoriker Per Boje ved Center for Industri og Erhvervshistorie forklarer, at de, som oftest bliver taberne, når en krise rammer, er dem, der har udnyttet opadgående konjunkturer, hvor de som sådan ikke bibringer noget nyt. De har tjent stort på værdistigninger, men taber, når festen slutter.

»De, der klarer sig, er dem, der kan imødekomme de nye behov og gøre det bedre end konkurrenterne. Virksomheder i byggesektoren har haft det vanskeligt, da det typisk er en massevare, hvor det kan være svært at skille sig ud. I ejendomssektoren har det heller ikke handlet om at være bedre end konkurrenten, for før krisen var der så meget plads, at der var plads til dem alle sammen,« siger Per Boje til Berlingske Business.

Dagens Gossip