Danmarks tredje EM-kamp kan blive uden betydning

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Det danske håndboldlandshold kan i aften kvalificere sig til mellemrunden ved EM i håndbold.

Det sker, hvis Danmark besejrer Østrig i Jyske Bank Boxen i Herning.

En dansk sejr over østrigerne kan samtidig gøre Danmarks sidste kamp i gruppe A mod Tjekkiet betydningsløs.

Hvis Makedonien i dagens første kamp besejrer Tjekkiet, kan tjekkerne ikke længere gå videre fra gruppen i tilfælde af dansk sejr i aften.

Dermed vil Danmark med en sejr over Østrig være sikker på at tage de maksimale fire point med til mellemrunden.

De tre bedste hold fra gruppen går videre, og man tager kun pointene med fra kampene mod de øvrige hold, der kommer med til mellemrunden.

Danmark vandt søndag 29-21 over Makedonien i den første gruppekamp, mens Østrig ordnede Tjekkiet med 30-20.

Kampen mellem Danmark og Østrig begynder klokken 20.30.

Makedonien og Tjekkiet spiller klokken 18.15.

/ritzau/