Danmarks VM-komet vil tæve sin træner

Skrevet af admin

22/12/2013

Dagens topnyheder

For Danmarks talentfulde håndboldkomet Anne Mette Hansen er det er særdeles velkendt ansigt, der er på modstandernes trænerbænk, når danskerne i eftermiddag skal forsøge at vinde bronzekampen ved VM imod Polen.

Polens træner Kim Rasmussen har nemlig en bitjans som hjælpetræner i Ajax København, hvor Anne Mette Hansen slår sine folder til daglig, når hun ikke er med det danske landshold til VM.

- Vi træner tre gange om ugen, og Kim er der de to. Så vi ser ham ret tit. Han er god til at tage fat i spillerne individuelt, og det er det, jeg mest bruger ham til. Han er en sjov type, og der er gang i ham, forklarer den 19-årige venstre back.

Det kan ikke undgå at blive en noget speciel oplevelse for begge parter, at det netop er den daglige hjælpetræner, der måske står i vejen for, at Anne Mette Hansen henter en bronzemedalje ved sit første VM.

- Det bliver ret mærkeligt, når man er vant til at stå på samme banehalvdel som ham. Men det er et rigtig godt arbejde, han har lavet med det polske landshold, og det har jeg stor respekt for, siger Anne Mette Hansen.

Danmark og Polen spiller bronzekamp i eftermiddag klokken 14.30.

/ritzau/