Danmarks volleylandshold er presset i European League

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Det danske herrelandshold i volleyball er tvunget til at vinde alle ugens tre kampe i European League, hvis holdet skal kvalificere sig til Final 4-stævnet i turneringen.

Kampene spilles i Makedonien fra fredag til søndag, og modstanderne er de makedonske værter, Bulgarien og Albanien.

De danske herrer mødte også de tre nationer i sidste uge. Her blev det til to knebne 2-3-nederlag til henholdsvis Bulgarien og Makedonien, mens Albanien blev slået sikkert 3-0 i sæt.

Landstræner Mikael Trolle er klar til at tage en større risiko i kampene.

- Vi skal vinde alle tre kampe, hvis vi skal videre til Final 4. Det kræver, at vi tager nogle flere chancer i vores spil og klapper til bolden, når vi har muligheden. Killer-instinktet skal virkelig op i drengene. Det kan gå begge veje, når du spiller med større risiko i dit spil.

- Enten betyder satsningen, at vi akkurat får de sidste marginaler over på vores side, som vi manglede i første runde, og dermed vinder kampene. Men det kan også gå den anden vej, så vi taber kampene en smule større, siger landstræneren i en pressemeddelelse.

Sidste år blev Danmark nummer syv ud af 12 deltagende nationer i European League. Forbedrer landsholdet det resultat og kvalificerer sig til Final 4, spilles opgørene 1. og 2. juli.

/ritzau/