Danmarls dyreste sommerhus i 2013 kostede 13,3 mio.kr.

Den nordsjællandske kyststrækning trak prisen helt op for det dyreste sommerhus, der blev solgt i 2013. Den dyreste sommerhushandel, der blev registreret i 2013, blev nemlig et sommerhus på Kystvej i Hornbæk til den nette sum af 13,3 millioner kroner.

Det er dog langt fra så meget, som det dyreste sommerhus, der er til salg  netop nu, koster. Det ligger lidt længere oppe ad Kystvej og har en udbudspris på små 40 millioner kroner.        

Nordsjælland står for 6 ud af de 10 dyreste sommerhushandler i år. Sommerhuse i Tisvildeleje, Ålsgårde, Vejby og Dronningmølle har alle trukket priser, der ligger over 6 millioner kroner.

Også Skagen er naturligvis med helt i toppen af listen. Et sommerhus på Flagbakkevej er solgt som det næstdyreste i år, nemlig til en pris på 10,6 millioner kroner.

Luksus i Struer og Nykøbing Sj

Men Struer, Ebeltoft og Nykøbing Sjælland kan også være med. Fritidshuset på Gl Studevej i Struer er det tredjedyreste i år med en salgspris på 10 millioner kroner. Femhøjvej i Nykøbing Sjælland kom op på knap 8 millioner kroner, og Fuglsøvej i Ebeltoft blev solgt for godt 7 millioner kroner.

2013 har været et godt sommerhusår

2013 bragte medvind til sommerhusejerne. Efter en årrække med et trængt marked begyndte priserne så småt at sige, flere sommerhuse blev sat til salg, og 2013 blev også året, hvor der blev solgt flere sommerhuse end året før.

”Vi har set en positiv tendens for sommerhusene i år. Priserne er steget knap 2 procent sammenlignet med 2012, og prisnedslagene er faldet næsten 11 procent. Samtidig går det også hurtigere nu at få solgt et sommerhus, selvom den gennemsnitlige salgstid stadig er temmelig høj og ligger på 284 dage”, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk

Her er de dyreste sommerhushandler i Danmark i 2013:

1. Kystvej 30, 3100 Hornbæk (13.300.000 kroner)

2. Flagbakkevej 11, 9990 Skagen (10.600.000 kroner)

3. Gl Studevej 9, 7600 Struer (10.000.000 kroner)

4. Nordre Strandvej 52, 3220 Tisvildeleje (9.500.000 kroner)

5. Nordre Strandvej 174, 3140 Ålsgårde (8.000.000 kroner)

6. Femhøjvej 1, 4500 Nykøbing Sj (7.700.000 kroner)

7. Fuglsøvej 11, 8400 Ebeltoft (7.152.500 kroner)

8. Digevej 6, 3210 Vejby (7.000.000 kroner)

9. Digevej 5, 3210 Vejby (7.000.000 kroner)

10. Munkerup Strandvej 68, 3120 Dronningmølle (6.800.000 kroner)

Dagens Gossip