Danny Olsen fortryder ikke AGF-skifte

FC Midtjylland kunne i foråret ikke tilbyde Danny Olsen en ny kontrakt på grund af dårlig økonomi. Men Olsen siger at han kunne være blevet i det midtjyske.

-  Lige inden jeg skrev med AGF, ville Midtjylland gerne forlænge og havde fundet midlerne til en ny kontrakt. Jeg havde dog besluttet mig for at prøve noget nyt, siger Danny Olsen.

Med FC Midtjyllands nuværende placering vil skiftet til AGF virke som noget, man havde lyst til at ændre, men Danny Olsen er glad for sin beslutning.

- Jeg synes, at jeg står i en god situation. Det er fedt, at det går godt, men det er ikke fordi, jeg fortryder, at jeg har skrevet med AGF fra vinter af. Det var den rigtige beslutning i sin tid, og det føler jeg også, at det er nu, siger Danny Olsen.

Han har været i FC Midtjylland siden 2007, og Olsen er glad for, han kan slutte af på en god måde på den jyske hede.

- Jeg tænker ikke over, om vi stadig ligger nummer et, når jeg smutter. Der er stadig ikke spillet ret mange runder, og situationen kan være ændret om fem kampe. Men der en regel om, at hvis man har spillet et vist antal kampe, tæller det med. Så jeg får nok en medalje alligevel, hvis det skulle ende sådan, siger Danny Olsen.

Situationen med dårlig økonomi er dog ændret i det midtjyske nu, hvor indtægter fra TV-penge har gjort, at FC Midtjylland har kunnet sikre nye kontrakter med flere spillere.

- Jeg har da joket lidt med direktør Claus Steinlein om, at det var godt de kunne forlænge med alle de andre og ikke mig. Men der er ingen sure miner. Jeg glæder mig til at starte i AGF, som er en helt anden fodbold-by. Det bliver fedt at spille med nogle nye mennesker og få en ny træner, siger Danny Olsen.

Dagens Gossip

Dagens TV