Danny Olsen jubler over gensyn med Glen Riddersholm

Skrevet af admin

06/12/2015

Dagens topnyheder

AGF-truppen blev søndag introduceret til holdets nye træner efter fyringen af Morten Wieghorst lørdag.

Ny mand til at styre tropperne er den tidligere FC Midtjylland-mestertræner Glen Riddersholm, og det vækker glæde hos især én AGF-spiller.

Den offensive midtbanespiller Danny Olsen kom i 2014 til AGF fra FCM, hvor han i flere år havde arbejdet sammen med Glen Riddersholm - til sidst med Riddersholm som cheftræner.

- Jeg er selvfølgelig utroligt glad. Jeg har et rigtig godt forhold til Glen og har kendt ham i mange år nu, siger Danny Olsen til Ritzau.

Den tidligere FCM-spiller føler sig overbevist om, at Glen Riddersholm kommer med en masse kompetencer, som spillerne vil komme til at nyde godt af.

- Glen er en stor personlighed. Han har rigtig store ledelseskompetencer, og han er god til at bygge et team op, lyder det fra Danny Olsen.

- En af de største grunde til, at Glen er en dygtig træner, er, at han får det bedste ud af alle folk, og han går meget op i, hvilket menneske der også er bag fodboldspilleren.

- For hvis man skal være en god fodboldspiller, er det også vigtigt, at man har det godt uden for banen og udvikler sig som person, og der er Glen, og især også hans kone, rigtig dygtige til at få truppen til at føle sig godt tilpas.

AGF indtager øjeblikkeligt niendepladsen i Alka Superligaen med 21 point efter sejren fredag over Glen Riddersholms forhenværende klub, FCM.

Aarhusianerne kan dog dumpe ned på tiendepladsen, hvis Viborg, som også har 21 point, mandag får noget med hjem fra udekampen mod formstærke AaB.

/ritzau/