Danny Olsen skifter til AGF

Danny Olsen har kontraktudløb med FC Midtjylland til nytår, og det har AGF udnyttet til at skrive under med den alsidige fodboldspiller kvit og frit.

I Aarhus kan han se frem til repræsentere byens hold frem til sommeren 2017.

Den handel glæder AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen.

- Vi har søgt efter en dygtig, alsidig offensivspiller, som kan bruges på flere forskellige positioner, og som har nogle lidt andre kompetencer end de spillere, vi i forvejen råder over. Det opfylder Danny til fulde. Gennem flere sæsoner har han vist sit værd i Superligaen, og foruden kreativitet, en eminent sparketeknik, assists og mål tilfører han masser af erfaring til vores trup. Jeg er overbevist om, at han fra d. 1. januar bliver en vigtig brik for os - og meget gerne før, hvis det kan lade sig gøre, siger Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.

Netop AGF og FC Midtjylland mødes og sparker den nye Superliga-sæson i gang den 19. juli, og i Aarhus arbejder man på at få gjort Danny Olsen til AGF-spiller allerede inden mødet.

- Vi ser da gerne, at vi allerede nu kan finde en løsning med FC Midtjylland, men vi har naturligvis også respekt for, at Danny stadigvæk har et halvt år tilbage af sin kontrakt, og at FC Midtjylland ønsker, at han bliver der kontrakten ud, siger Brian Steen Nielsen.

28-årige Danny Olsen har været i FC Midtjylland siden 2007, hvor det indtil videre er blevet til 187 kampe og 40 mål.

 

 

Dagens Gossip