Danny Welbeck sikrer England flot sejr i Schweiz

England fik mandag aften en flot begyndelse på kvalifikationen frem mod EM i fodbold i 2016.

I den livlige gruppe E-kamp i Basel vandt Roy Hodgsons mandskab 2-0 ude over Schweiz.

Danny Welbeck, som for nylig skiftede fra Manchester United til Arsenal, scorede begge mål i anden halvleg.

Kampen var den første betydende kamp for England siden fiaskoen ved VM i Brasilien i sommer, hvor holdet blev elimineret allerede efter gruppespillet med blot et point.

Schweizerne var også med ved slutrunden, hvor holdet gjorde det noget bedre og først tabte i 1/8-finalen. De senere finalister Argentina vandt 1-0 efter forlænget spilletid.

Både Schweiz og England havde gode muligheder for at afgøre kampen i Basel.

Schweizerne har skiftet landstræner fra Ottmar Hitzfeld til Vladimir Petkovic efter VM, og holdet spillede frisk til.

England havde Wayne Rooney i rollen som anfører, en position han har overtaget efter Steven Gerrard, der er stoppet på landsholdet.

Tidligt i anden halvleg skød Jack Wilshere lige forbi mål, og få minutter senere var schweizernes Valon Behrami tæt på at lave selvmål.

Efter knapt en times spil kom England foran efter en sekvens, der indeholdt to yderpunkter.

Først smed schweizernes anfører, Gökhan Inler, bolden væk med en sløset aflevering.

Herefter slog England kontra på vidunderlig vis. Efter en huhej-tur mod det schweiziske mål forvaltede den nyslåede Arsenal-spiller Danny Welbeck den sublime aflevering fra Liverpool-spilleren Raheem Sterling efter fortjeneste. 1-0 til England.

Schweiz var tæt på at få udlignet da indskiftede Josip Drmic blev sendt alene mod mål på kanten af offside.

Drmic rundede Englands målmand, Joe Hart, og sendte bolden mod mål, men forsvareren Gary Cahill nåede tilbage og parerede skuddet.

Til allersidst scorede Danny Welbeck til 2-0.

I de øvrige kampe i gruppen vandt Estland 1-0 hjemme over Slovenien, mens San Marino tabte 0-2 hjemme til Litauen.

De to bedste hold kvalificerer sig direkte til EM-slutrunden i Frankrig.

Den bedste treer i de ni EM-kvalifikationsgrupper kommer også med til EM, mens de øvrige gruppetreere skal spille playoff-kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip