Dansestjerners omklædningsrum plyndret

Mens de tre kendis-kvinder, sangerinden Sophie Ellis-Bexter, modellen Abbey Clancy og skuespillerinden Natalie Gumede lørdag aften viste deres trin i den britiske udgave af Vild med dans, "Strictly Come Dancing", var der tyve på spil i deres omklædningsrum.

Det skriver Female First.

Det var således et ubehageligt syn, der mødte dem, da de efter showet vendte tilbage til rummet. For her var flere ting forsvundet.

- Vi efterforsker et tyveri i Tower Ballroom i Blackpool, siger en talsmand for politiet ifølge Female First.

Både smykker, en iPad og mobiltelefoner er blevet stjålet fra rummet lørdag aften.

- Det blev anmeldt omkring klokken 21.45, at der var flere sager, der var blevet taget fra omklædningsrummet, bekræfter politiet.

Det er endnu ikke klarlagt, hvordan det lykkedes for tyvene at trænge ind i bygningen, men der løber nogle tunneler under den, som kan have været brugt, mener en talsmand for stedet.

- Både personale og tidligere personale ved, at der er tunneler under bygningen, siger han.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV