Dansk 80'er-hitmager: Kan i huske mig?

Når det populære tv-program Toppen af poppen til efteråret vender tilbage på skærmen, er én af de kunstnere, der skal fortolke de andre artisters sange, den 55-årige sanger Jørgen Klubien.

For knap 30 år siden satte han sammen med gruppen Danseorkestret et gevaldigt aftryk på dansk popmusik med hits som "Kom tilbage nu" og "Regndans".

Men mens de fleste danskere kender bandet, der stod bag sangene, så er forsanger Jørgen Klubiens navn ikke et, der nødvendigvis får en klokke til at ringe.

Men det vil den 55-årige sanger gerne lave om på. I foråret udkom han nemlig med sit solodebut-album "Soul Cowboy", og det er baggrunden for, at Jørgen Klubien, der til daglig bor og arbejder i Los Angeles, sagde ja til at være med i Toppen af poppen.

- Jeg fik at vide, at nu var der denne her mulighed, og at den burde jeg gribe. Pladeselskabet mente, at det var vigtigt, at mit navn kom op og at folk kunne høre, at jeg kan synge, fortæller musikeren, der håber, at hans medvirken i programmet vil få danskernes øjne op for hans egen musik.

- Jeg vil selvfølgelig helst ikke have, at mit nye album drukner i Danseorkestret. Jeg kunne godt tænke mig at tilgodese mit album, som jeg i øvrigt selv har finansieret. Jeg synes, det fortjener en ordentlig chance, siger Jørgen Klubien, der ved hjælp af sproget prøver at adskille sine to musikalske projekter.

- Jeg ville gerne prøve at etablere mig selv som solist, og der synes jeg, at det passede fint, at jeg som solist synger på engelsk, mens jeg med Danseorkestret synger på dansk, fortæller han.

I Toppen af poppen, der bliver sendt til efteråret, er det denne gang foruden Jørgen Klubien blandt andet Poul Krebs, Barbara Moleko og rapperen Clemens, der skal fortolke hinandens musik.

For Jørgen Klubien var det lidt af en udfordring. Efter at have boet i USA i de seneste mange år, er det nemlig ikke så meget dansk musik, han får hørt til daglig.

- Jeg blev kastet ind i det med en uges varsel, fordi der vist var én, der sprang fra. De andre havde forberedt sig i flere måneder. Og jeg må med skam indrømme, at jeg ikke rigtig kendte noget af deres musik.

- Jeg kender slet ikke Poul Krebs' repertoire. Eller Wafandes eller Barbaras eller Clemens'. Men det var nogle skønne typer. Og meget professionelle. Jeg følte, at det var nogle dygtige folk, men jeg var også presset. Jeg gad jo ikke være den dårligste, siger han med et smil og stryger hånden gennem det halvlange hår.

- Det er lidt sjovt, at man kan koncentrere sig om at lave en fed plade, et fedt cover og nogle fede sange, og så er det, der betyder mest, at man har været med i et tv-show. Det kommer hurtigt til at handle om nogle andre ting. Jeg prøver at finde en balance mellem at være til stede i det ræs og samtidig holde fast i, hvem jeg er, fortæller han.

At Toppen af poppen har været et karriereboost for nogle af de medvirkende, ved han godt, men om det vil gå sådan for ham, tør han ikke spå om.

- Jeg er jo hverken ung eller smuk, så for mig bliver det mere noget med "Kan han endnu?" Jeg prøver at være der og sige "Kan i huske mig?"

- Jeg prøver at puste lidt til ilden at holde de ting i gang, som man har været heldig at skabe, men samtidig bevise noget nyt. Og jeg vil gerne vise, at jeg kan, siger Jørgen Klubien, der planlægger at turnere rundt i Danmark til efteråret med sit solo-projekt.

Newspaq

Dagens Gossip